SSI: Danmark kan genåbne yderligere

Statens Serum Institut pointerer i sin rapport, at beregningerne er usikre. Derfor er konsekvenserne af en yderligere genåbning svære at forudsige.

Hvis danskerne overholder anbefalingerne om fysisk afstand og fastholder god hygiejne, vil Danmark formentlig kunne gå til den udvidede fase 3 af genåbningen fra 1. juni, uden at det vil overbelaste hospitalerne.

Det er hovedbudskabet i en ny rapport fra Statens Serum Institut (SSI), som har regnet på smittespredning og sygehusbelastningen i forhold til en udvidet genåbning af det danske samfund.

SSI pointerer flere gange i rapporten, at beregningerne er usikre. Derfor kan rapporten ikke konkludere, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at åbne mere - på trods af, at de matematiske modeller ser positive ud.

Den udvidede fase 3

Den yderligere genåbning kan omfatte følgende elementer:

  • Kultur og aktiviteter, for eksempel museer, teatre, kunsthaller, biografer og akvarier
  • Udendørs forlystelsesparker
  • Øvrige zoologiske haver, botaniske anlæg med videre
  • Sommeraktiviteter for børn og unge
  • Offentlig sektor, der er særligt udsat for sagspukler
  • Fuld åbning af offentlige forskningsaktiviteter, der kræver tilstedeværelse
  • Voksenuddannelse målrettet ledige, for eksempel AMU og sprogcentre
  • Højskoler med videre
  • Indendørs idræts- og foreningsliv, for eksempel aftenskoler
  • Fuld åbning af DR og TV 2
  • Øget fysisk tilstedeværelse på offentlige arbejdspladser

Fire scenarier

SSI har i rapporten regnet på fire scenarier:

  • Et, hvor man ikke fremrykker noget
  • Et, hvor man fremrykker fase 3 til 1. juni
  • Et, hvor man fremrykker fase 3 til 1. juni og en øget tilstedeværelse på offentlige arbejdspladser
  • Et, hvor fase 4 også er med

Både fase 3 og den udvidede fase 3-model vil ifølge Statens Serum Institut formentlig ikke belaste sygehusvæsenet mere, end det hidtil har været tilfældet. Men rapporten fastslår, at der er større risiko ved den udvidede fase 3-model.

I rapporten fremgår det, at der er vanskeligt at forudse befolkningens adfærd i en yderligere genåbning.

Men SSI slår fast, at den fysiske afstand mellem personer og god håndhygiejne er altafgørende, og at en yderligere genåbning kan føre til en "væsentlig genopblomstring af smitte", hvis befolkningen ændrer adfærd.

SSI advarer samtidig i sin rapport mod, at man åbner op for større forsamlinger.

- Samlet vil en åbning for større forsamlinger dels øge risikoen for smittespredning, dels øge uforudsigeligheden i udviklingen af smittespredningen, lyder det.

Beregninger for to Regioner

Dagens nye SSI-rapport er et tillæg til rapporterne fra 6. og 13. maj.

SSI har kun foretaget modelberegninger for Region Hovedstaden og Region Sjælland.

I de øvrige tre regioner er der på nuværende tidspunkt en meget lav forekomst af smitte, og de nye modeller inkluderer ikke, at personer fra forskellige landsdele rejser på tværs af landet.

Tema

Coronavirus


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Samfund.