Snart kan en tredjedel af alle nethandler blive afvist

Nye regler kræver to trin for at kunne handle på nettet. Men teknikken bag er ikke klar endnu, siger forening.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Foto: Bax Lindhardt/Scanpix

Om 19 dage kan tusindvis af danskere risikere at få afvist deres betaling, når de handler på danske internetsider.

Årsagen er nye EU-sikkerhedsregler, der træder i kraft 14. september, lyder det fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH).

FDIH-direktøren, Niels Ralund, efterlyser derfor handling fra regeringen og erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Ifølge Niels Ralund er der nemlig for mange ting i EU-direktivet, som virksomhederne på nuværende tidspunkt ikke kan implementere rent teknisk. Det får betydning for de danske forbrugere, som ikke kan få godkendt deres betaling.

- Vi har sammen med andre foreninger estimeret, at cirka en tredjedel af alle nethandler fra 14. september risikerer at gå i vasken, siger han til TV 2.

Derfor har eksempelvis Storbritannien fået indførslen af direktivet udskudt.

Fra Forbrugerrådet Tænk lyder det, at virksomhederne har kendt til reglerne i fire år.

- Jeg har lidt på fornemmelsen, at når noget bliver alvor, så er det også, at al nervøsiteten kommer, i forhold til om forretningerne kan finde ud af det. Den nervøsitet ville man bare udskyde et år, hvis man skød indførslen et år. Vi har brug for de her regler, så lad os få dem nu, siger Vagn Jelsøe, der er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

2:38
Se video: Nyt EU-direktiv skaber nervøsitet hos de danske netbutikker

Handlen skal godkendes med sms-kode

De nye regler er et forsøg på at gøre onlinebetalinger i EU mere sikre. En af måderne – som mange sikkert allerede har stiftet bekendtskab med – er den såkaldte tofaktor-autentifikation.

Den betyder, at dit mobilnummer bliver tilknyttet dit betalingskort. Når du foretager et køb på internettet, modtager du efterfølgende en kode på sms, og den kode skal du indtaste for at bevise, at du er den, du påstår at være.

Det sker på samme måde i fysiske butikker, når du af og til bliver bedt om at indtaste pinkoden til dit betalingskort, når du betaler over et vist beløb eller med trådløs chip.

130.000.000 handler sidste år

Første gang man efter 14. september forsøger at gennemføre en nethandel, vil man som forbruger ifølge en udtalelse fra Betalingsrådet blive bedt om at oplyse sit telefonnummer, hvis man ikke tidligere har oplyst sit telefonnummer til sit pengeinstitut.

Dette kan imidlertid kun lade sig gøre, hvis den pågældende forretning har sikret sig, at ”stærk kundeautentifikation” – som for eksempel indtastning af sms-kode – er teknisk understøttet. Hvis dét ikke er tilfældet, kan handlen nemlig ikke gennemføres.

Direktøren for sikkerhedsfirmaet Reepay, en online betalings-gateway, påpeger, at der har været meget usikkerhed om, hvordan direktivet skulle virke i den virkelige verden, ligesom Finanstilsynet ifølge direktøren har været længe om at svare på virksomhedernes spørgsmål.

- Det betyder, at det har været forsinket i alle led, siger Robert Mygind.

I 2018 foretog danskerne i alt 130.000.000 handler på danske netbutikker. Det svarer til 350.000 handler om dagen, og det betyder ifølge FDIH-direktør Niels Ralund, at 120.000 nethandler kan risikere at blive afvist hver dag fra 14. september.

England har fået udskudt indførslen af de nye regler i 18 måneder, mens Frankrig arbejder på at få udskudt det nye direktiv i 33 måneder.