Skuffet landsholdsanfører: Vi var tæt på at nå til enighed

Landsholdsanføreren tror på, at DBU og Spillerforeningen kunne være nået til enighed, hvis de havde haft to timer mere.

Pernille Harder er skuffet over den manglende aftale.
Pernille Harder er skuffet over den manglende aftale.
Foto: Daniel Mihailescu / Scanpix

Det lykkedes ikke at få lavet en ny aftale mellem DBU og Spillerforeningen.

De to parter mødtes lørdag klokken 9, men fire timer senere var de fortsat ikke nået til enighed. Selvom Spillerforeningen, der repræsenterer kvindelandsholdet, og DBU var tæt på. Det fortæller landsholdsanfører, Pernille Harder.

- Jeg synes egentlig, vi var kommet forholdsvis langt og tæt på hinanden, men der er den her deadline, som DBU har valgt, hvor de vil ud nu og finde nogle spillere, siger hun til TV 2 SPORT.

Hun fortæller, at begge parter ellers har nærmest sig hinanden i håb om en løsning.

- Vi er gået lidt op, og vi er gået ned. Og jeg tror faktisk, at hvis vi havde fået to timer mere, så tror jeg, der havde lagt en aftale. Men vi var lidt ramt over den deadline, som DBU har valgt at lægge, siger Pernille Harder.

Den manglende aftale kan betyde, at kvindelandsholdet ikke kan spille VM-kvalifikation som planlagt på tirsdag.