Skat solgte fraskilts millionvilla for 30.000 kr. på tvang

Skat sender masser af huse på tvangsauktion, selvom ejerne skylder under 20.000 kroner til statskassen.

Sonny Hansens hus var vurderet til knap en million kroner. Skat solgte det på tvangsauktion for 30.000 kr.
Sonny Hansens hus var vurderet til knap en million kroner. Skat solgte det på tvangsauktion for 30.000 kr.
Foto: Claus Bie

Det var med en klump i halsen, at Sonny Hansen fra Videbæk ryddede børneværelserne og pillede minderne ned af væggene.

Skat havde sat trumf på den nedtur, der få år forinden var begyndt på grund af en skilsmisse.

- Hvis det var et spil Ludo, så var jeg slået hjem med alle brikker, siger 43-årige Sonny Hansen.

Små skyldnere ryger på tvang

Ved hjælp af datatræk fra Statstidende og Tingbogen kan TV 2 se oplysninger om 134 ejendomme, som Skat har sendt på tvangsauktion over seks måneder. I knap halvdelen af tvangsauktionerne har ejerne kun haft en gæld til Skat på 20.000 kroner eller derunder.

I alt er mindst 64 ejendomme blevet solgt på tvangsauktion, hvor Skat har taget udlæg i ejendommene for mindre end 20.000 kroner. 

Sonny Hansen er dybt forarget over Skat.
Sonny Hansen er dybt forarget over Skat.
Foto: Claus Bie

Det sker samtidig med, at Skat har nedprioriteret inddrivelsen i udlandet. Her bor en stor del af de danskere, som ifølge Skat skylder millioner til statskassen, men som stadig ejer fast ejendom i Danmark.

Som TV 2 de seneste dage har kunnet fortælle, betyder det ifølge skatteeksperter, at store skatteskyldnere med milliongæld har fået tid til at gemme deres formuer væk.

Havde et godt job

Inden Sonny Hansens nedtur tog fart, havde han et godt og velbetalt job som produktionsleder. Men efter en skilsmisse gik han ned med stress, og så begyndte han at få svært ved at betale regningerne.

Sonny Hansen kæmpede for at komme ovenpå igen, men indså, at han ikke kunne fortsætte i jobbet som leder.

Efter at have været ledig i en periode begyndte Sonny Hansen på en uddannelse til pædagogisk assistent. Den uddannelse gjorde han færdig senere på måneden.

Han havde allerede fået et job og havde håbet, at han nu endelig kunne begynde at betale af på sin gæld.

Men så lang tid kunne Skat ikke vente.

Mens han var sygemeldt, var hans samlede gæld vokset til godt 100.000 kroner, og da han blandt andet ikke kunne betale sin ejendomsskat, som med renter var på 8.335 kroner, skruede Skat bissen på.

Huset blev derfor solgt på tvangsauktion den 16. marts i år.

Solgte huset for 30.000 kroner

I dag bliver det mere end svært for Sonny Hansen at betale af på sin gæld. Hans hus var vurderet til knap en million kroner, men Skat fik kun 30.000 kroner for det.

Nu skylder Sonny Hansen både penge til banken for huset samt til Skat for gælden. Derudover har han ikke længere mulighed for at spare op i sin ejendom og på den måde begynde at afdrage på sin gæld.

- Det er jo virkelig at sparke til en mand, som allerede ligger ned, og som kæmper for at komme op igen, siger Sonny Hansen.

Jeg er dybt forarget

Kun 50 kilometer fra Sonny Hansen bor en pensioneret bankdirektør. Som vi fortalte søndag, er han dømt for skattesnyd og skylder ifølge Skat 24 millioner kroner.

Modsat Sonny Hansen ejer han stadig sine to ejendomme: et sommerhus og en gård.

- Når jeg hører dig fortælle om de her ting, så er jeg dybt forarget. Jeg kan simpelthen ikke få det til at passe i mit hoved, at det er sådan en som mig, de går efter, siger Sonny Hansen.

Lavthængende frugter

Ifølge en skatteadvokat har problemerne med Skats inddrivelsessystem betydet, at de store skatteskyldnere har haft lettere ved at gemme sig for Skat.

- Efter man slukkede for det her system i september 2015, så har Skat meget få redskaber til at kræve penge ind. Det vil sige, at så går de efter de lavest hængende frugter - og der er tvangsauktioner en relativt simpel måde at inddrive penge på, siger skatteadvokat Eduardo Vistisen.

Michael Bjørn Hansen, som er advokat og tidligere kontorchef i Skat, peger også på, at det er nemmere for myndighederne at gå efter de små fisk.

- De store sager, hvor folk har professionelle rådgivere, og hvor folk også kan spille internationalt, der er det meget vanskeligere for Skat at komme igennem. Det kan være sager, der bliver indbragt for retten, og de kan blive kæret videre til landsretten. Der kan være mange sjove ting, som gør det meget besværligt for Skat at føre sådan nogle sager. Hvorimod den lille mand, der bliver truet med en tvangsauktion, han får nok meget hurtigt travlt, siger Michael Bjørn Hansen og tilføjer:

- Jeg synes jo, at folk skal behandles nogenlunde lige i det her samfund. I dag er det sådan, at folk, der har rådgivere og økonomisk styrke, kan klare sig bedre end andre. Det, synes jeg ikke, er helt retfærdigt.

Skat: Vil ikke afvise fejl

Skat afviser, at de skulle have berøringsangst over for skyldnere med mange advokater, eller at der skulle være tale om forskelsbehandling.

Sonny Hansen bor i dag i lejlighed og har nu et rådighedsbeløb på 3000 kr.
Sonny Hansen bor i dag i lejlighed og har nu et rådighedsbeløb på 3000 kr.
Foto: Claus Bie

- Vi ser ikke på beløbenes størrelse. Vi anlægger den samme praksis, uanset om beløbet er stort eller småt. På den måde kan man sige, at loven gælder for alle, siger underdirektør i Skat Jørgen Rasmussen.

Han fortæller også, at i sager om eksempelvis manglende betaling af ejendomsskatter, så kan Skat sende et hus på tvangsauktion fire uger efter, at de har taget udlæg i ejendommen, medmindre skyldneren gør indsigelse.

Det er derfor også helt på linje med lovgivningen, at Skat har sendt 64 ejendomme på tvangsauktion, hvor udlæggene har været mindre end 20.000 kroner.

I sagen om Sonny Hansen vil Jørgen Rasmussen dog ikke afvise, at der kan være sket en fejl.

- Jeg vil ikke kommentere på den konkrete sag, men vores helt klare udgangspunkt er, at hvis vi ikke kan se, at der er et provenu, så sender vi ikke et hus på tvangsauktion, siger han.

3.000 kroner om måneden

I dag bor Sonny Hansen i en lejet lejlighed. Han har 3.000 kroner i rådighedsbeløb om måneden og regner med, der går mange år, før han har betalt sin gæld.

- Du har selv bragt dig i den situation, du er i, skulle du ikke have tænkt dig lidt bedre om?

- Jeg har altid betalt det, jeg skylder, og vil også gerne betale det her, men jeg kan simpelthen ikke, afslutter Sonny Hansen.

PRÆCISERING: TV 2 har ændret artiklen, da det tidligere fremgik, at Skat skulle begære tvangsauktion fire uger efter de havde taget udlæg i en ejendom. Skat oplyser, at de først kan begære en tvangsauktion mindst fire uger efter de har taget udlæg, medmindre skyldneren har gjort indsigelse.