Sjaskvåd søndag: Op til ti millimeter regn

Det er gedigent indendørsvejr i dag, den første søndag i advent.

Første søndag i advent bliver en våd og kold affære, med god mulighed for at hygge sig indendøre.
Første søndag i advent bliver en våd og kold affære, med god mulighed for at hygge sig indendøre.
Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix

Medmindre, man er helt vild med regn, regn og atter regn, er der ingen grund til at skynde sig ud af fjerene søndag morgen på grund af vejret.

Grå skyer ligger tungt over Danmark, og i størstedelen af landet regner det også i mere eller mindre grad.

Regnvejret kommer i forbindelse med passagen af et frontsystem, som intensiveres, mens det passerer henover Danmark. Det medfører, at regnen forsætter i længst tid over den nord- og østlige del af landet - og det er også i disse landsdele, at regnen bliver mest kraftig.

Stedvis over ti millimeter

Selvom det søndag morgen fortsat blot regner en smule, skal man forberede sig på, at regnen tager til i styrke i løbet af dagen. Især fra ud på eftermiddagen til midt på aftenen, vil regnen sile ned over især det nordlige Jylland, samt på Sjælland og Bornholm.

Generelt vil der falde mellem to og ti millimeter regn i løbet af søndagsdøgnet, men lokalt kan man hælde mere end ti millimeter vand ud af nedbørsmålerne i Nordjylland og på Sjælland.

Samlede nedbørsmængder frem til søndag aften klokken 23. Lokalt i Nordjylland, samt på Sjælland, kan man få mere end ti millimeter regn.

Skulle man alligevel bevæge sig ud i vejret, skal man i det mindste ikke frygte, at det er iskoldt. Det er nemlig meget mild luft, som strømmer op over Danmark fra sydvest.

Det sender temperaturerne op mellem otte og ti graders varme, hvor det bliver lunest, mens det dog bliver temmelig blæsende, med op til hård sydvestlig vind.

Først i nattens løb klarer det efterhånden op fra vest, men med opklaringen følger også en del byger.

Med andre ord er der al mulig grund til at hygge sig indendørs på den første søndag i advent i år.