Sådan kan vindstød af stormstyrke ramme anden juledag

Hård kuling med vindstød af stormstyrke kan ramme dele af Danmark anden juledag.

Frisk vind til kuling nord for Hanstholm Havn fredag d. 10. november.
Frisk vind til kuling nord for Hanstholm Havn fredag d. 10. november.
Foto: Henning Bagger/Scanpix

Efter en i forvejen blæsende uge op til jul med vindstød af stormstyrke lillejuleaften, har vi nu udsigt til endnu et blæsevejr anden juledag. 

Blæsten rammer dele af Danmark allerede tirsdag morgen og kulminerer midt på dagen, når turen for mange går hjemad efter en jul hos venner og familie. 

Der kan komme vindstød af stormstyrke mange steder, men man er især udsat langs den jyske vestkyst og i særdeleshed i Thy og Vendsyssel.

Et lavtryk intensiveres, mens det bevæger sig hen over Sydnorge, og det er på sydsiden af lavtrykket, over netop det nordvestlige og nordlige Jylland, at blæsten bliver kraftigst. 

Hård kuling med vindstød af stormstyrke

I henhold til TV 2 VEJRETs seneste prognoser kan vindstød af stormstyrke ramme den jyske vestkyst i morgentimerne fra vindretninger mellem syd og sydvest. 

Som formiddagen skrider frem, drejer vinden mere mod sydvest og vest, og så er det primært området fra Hanstholm til Skagen, som kan blive ramt af de kraftige vindstød. 

Også hen over det sydlige Fyn og det sydfynske øhav, Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn samt på Bornholm kan der komme vindstød af stormstyrke.   

Og hele landet får generelt en noget barsk dag rent vejrmæssigt, hvor det i perioder også vil regne de fleste steder.

Tidligere prognoser havde fuld storm

Enkelte prognoser har de seneste par dage beskrevet et endnu mere intenst blæsevejr end i teksten her over, og de holder fortsat fast i, at man risikerer en fuld storm i middelvinden med endnu kraftigere vindstød ved den jyske vestkyst fra omkring Hvide Sande og nordpå.

TV 2 VEJRETs redaktion vurderer dog, at det er mest sandsynligt, at vi får en kuling med vindstød, som kan nå stormstyrke.

Efter blæsten bliver det en smule køligere en overgang med mulighed for slud, og så ligner det en mildere vejrtype frem mod nytåret igen.