Sådan tjekker du, om nogen har kigget i din sygejournal

Ifølge sundhedsmyndighederne kender kun en lille del af befolkningen den funktion, hvor du kan tjekke, hvem der har kigget i din journal.

På Sundhed.dk kan du selv tjekke din log og se, hvem der har tilgået din journal og medicinoplysninger (arkivfoto).
På Sundhed.dk kan du selv tjekke din log og se, hvem der har tilgået din journal og medicinoplysninger (arkivfoto).
Foto: Kristian Djurhuus / Ritzau Scanpix

Når sundhedspersonale over hele landet kan slå op i en patientjournal uden grund, kan det bruges til at snage i patienters privatliv.

En afgørelse fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn i 2015 viser, hvor personligt det kan blive, skriver Politiken på baggrund af en aktindsigt.

Her havde en kvinde opdaget, at hendes tidligere svigermor havde gennem 11 måneder havde indhentet oplysninger fra kvindens journal vedrørende indlæggelser på Psykiatrisk Center Glostrup.

Ekssvigermoren var ansat som social-og sundhedshjælper på Psykiatrisk Center Ballerup, og da hun blev konfronteret med oplysningerne, indrømmede hun, at hun havde kigget i den tidligere svigerdatters journal for at se, om hun var indlagt.

Disciplinærnævnet udtalte kritik af ekssvigermoren for at have brudt sundhedsloven, som forbyder uvedkommende at indhente sundhedsoplysninger om patienter, de ikke selv behandler.

Siden 2016 har de fem regioner registreret mindst 1490 mistænkelige eller uberettigede opslag i patientjournaler. Det svarer til mere end et opslag om dagen, som vækker mistanke eller er direkte imod reglerne.

I dag skal du selv skal holde øje med din sundhedslog, hvis du med sikkerhed vil vide, hvem der har tilgået dine oplysninger.

FAKTA: Sådan tjekker du din egen log

Mange danskere kender formentlig til muligheden for at se deres personlige sundhedsdata på Sundhed.dk, men myndighederne har selv tidligere angivet, at kun cirka hver syvende af os kendte funktionen, hvor du kan tjekke, hvem der har kigget i din journal og medicinoplysninger.

Som forælder kan du også tjekke dine børns log. Her kan du se, hvordan du bærer dig ad:

Sundhed.dk: Log ind på Sundhed.dk med NemID og find punktet "Log", der er symboliseret med et øje. Her kan du kan se, hvilke sundhedspersoner der har tilgået dine oplysninger via systemer, som er koblet sammen med Sundhed.dk. Du kan selv indstille tidsintervallet, dog maksimalt fem år tilbage i tiden.

Det Fælles Medicinkort: På fmkonline.dk logger du ind med NemID. Find og tryk på menupunktet "Min Log". Her kan du se, hvilke sundhedspersoner der har tilgået dine oplysninger om medicin og vaccinationer. Du kan maksimalt gå halvandet år tilbage i tiden.

Min Sundhedsplatform: Patienter i Region Hovedstaden og Region Sjælland kan desuden logge ind på minsundhedsplatform.dk og under ' profil' finde menupunktet ' hvem har tilgået min journal?'

Kilde: Politiken, Sundhed.dk