Roserne vælter ned over Vingegaard efter ”århundredets duel”
Det er bestemt ikke kun i Danmark, at der bliver lettet på hatten.
Jonas Vingegaards bedrift på onsdagens 11. etape i Tour de France var mere end en etapesejr.
Det var cementeringen af et stort comeback tilbage til toppen af cykelscenen, efter danskeren tilbage i april styrtede så slemt i Baskerlandet Rundt, at han var bange for at dø.
Derfor står eksperter, ryttere og store medier i kø med flotte gloser om danskerens præstation:
Cyclingnews
Internationalt cykelmedie:
- I en bemærkelsesværdig demonstration af et fuldstændigt comeback for Vingegaard, der endda var i tvivl om sin deltagelse i den 111. udgave af Touren, indhentede den dobbelt forsvarende vinder et hul på 30 sekunder til løbets leder på Col de Pertus, før han samarbejdede med Pogacar og overraskede ham i den afsluttende spurt.
Tadej Pogacar
Vingegaards største rival:
- Efter sådan en dag var det måske ikke den bedste spurt, men på stigningen inden, hvor Jonas kom tilbage, gjorde han et fantastisk stykke arbejde. Jeg gjorde det solidt, og jeg regnede helt ærligt ikke med, at han ville lukke hullet så hurtigt, men det gjorde han. Chapeau til ham.
Cyclinguptodate
Internationalt cykelmedie:
- Jonas Vingegaard udsprinter Tadej Pogacar og vinder 11. etape efter århundredets duel.
- Tour de France eksploderede fuldstændigt i eftermiddag. Tadej Pogacar angreb og distancerede Jonas Vingegaard med et angreb med over 30 kilometer tilbage, men den forsvarende mester formåede at lukke hullet og utroligt nok udsprintede sin rival.
Magnus Cort
Uno-X-rytter:
- Det er fantastisk flot, og jeg vil sige stort tillykke til ham. Det var klart en dag, UAE havde udset sig, så det er virkelig godt, at Jonas vinder etapen.
Benji Naasen
Content Creator og podcastvært med fokus på cykling:
- Uvirkelige scener at se Vingegaard gradvist lukke et hul på 35 sekunder til Pogacar på Pertus-stigningen. Utrolig stærkt.
João Almeida
UAE-rytter:
- Han kom her lidt som underdog, men vi vidste alle, at han var ret god. Der er ikke meget, jeg kan sige, for man kunne se i dag, at han er flyvende på cyklen.
FloBikes
- Internationalt cykelmedie:
- Den forsvarende vinder Vingegaard indhentede sloveneren Pogacars voldsomme angreb, inden en knivskarp spurt til målstregen. Mens etapesejren gik til Vingegaard, kan hans præstation også have givet ham en moralsk sejr i kampen mellem de to dobbelte Tour-vindere.
Remco Evenepoel
Soudal-Quickstep-rytter:
- Det var umuligt at følge Pogacars angreb. Der var langt til mål. Vingegaard kørte en rigtig stærk rytme på den anden stigning (Col de Pertus, red.), og han fortjente at vinde. Han var smartere og stærkere i dag.
L'Equipe
Fransk medie:
- I finalen formåede Pogacar ikke at træde tilstrækkeligt, efter at han havde placeret sig i hjulet på danskeren, hvilket betød, at etapesejren glippede. Denne uventede succes for lederen af Visma | Lease a Bike vil sandsynligvis styrke hans overbevisning om, at dette Tour de France langtfra er afgjort, og at vi ser en en Pogacar, der måske ikke er så overlegen, som man skulle tro.
Nicki Sørensen
Tidligere cykelrytter og ekspert for TV 2 Sport:
- Vingegaard er jo tilbage. Jeg er stadigvæk fuldstændig oppe at køre over etapen. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set en mere spændende finale, og Vingegaard har på mange måder virkelig taget en stor sejr. Han viser her, at han kan køre op med Pogacar.
Wielerflits
Belgisk cykelmedie:
- Jonas Vingegaard afværger Pogacars angreb i vanvittig bjergetape og sikrer sig etapesejr i spurten. Etapen til Le Lioran i Tour de France viste sig at være et spektakel mellem favoritterne og blev vundet af Jonas Vingegaard. I en lynhurtig etape gennem Massif Central, med fire stigninger i de sidste 50 kilometer, lancerede Tadej Pogačar et voldsomt angreb på Puy Mary, men Vingegaard formåede på forunderlig vis at lukke et hul på mere end 30 sekunder.
Matteo Jorgenson
Visma-rytter:
- Det er kæmpe. Jeg er virkelig glad på hans vegne og er virkelig stolt af ham. Det er stort mentalt, at tingene vender nu, og at han har følelsen af at vinde. Det ændrer ens mindset. Det er stort for ham. Jeg lyttede på radioen hele vejen, og det lød til at være noget af en kamp. Jeg glæder mig til at se gengivelsen.
Richard Plugge
Holdchef på Team Visma-Lease a Bike:
- Jeg er bare så glad på hans vegne. Det er jo virkelig følelsesladet, for i april stod det helt utrolig slemt til. Han er kommet tilbage efter at have kæmpet så hårdt sammen med sin familie. Vi var alle så nervøse og bange, især ham selv selvfølgelig. Og så gør han det her... Det gør mig så glad og lettet på hans vegne.