Risiko for glatte veje i aften og nat

Med faldende temperaturer kan de våde veje hurtigt blive meget glatte.

Når der pludselig er et usynligt lag is på vejen, kan det være svært at bevare grebet i kørebanen.
Når der pludselig er et usynligt lag is på vejen, kan det være svært at bevare grebet i kørebanen.
Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark

Der er god grund til at tage sig i agt, hvis du skal ud at køre bil onsdag aften og frem til torsdag morgen.

Der er risiko for sne- og isglatte veje over hele landet.

Sidst på dagen klarer det op, efter at hele landet har fået regn, og så kan vejbanerne blive dækket af såkaldt sort is. Altså et tyndt islag, der umiddelbart falder ud i et med vejbanen.

Når det klarer op fra sidst på eftermiddagen og ud på aftenen, er det ensbetydende med temperaturfald, da skyerne ligger som en isolerende dyne hen over os.

Med temperaturer, der kan ramme frysepunktet og nogle steder vil gå under, kan det være svært at forudse, præcis hvor vejbanen er frosset til.

Hvor meget is der opstår, afhænger af blæsten. Efter regnen blæser det op fra vest med kold tør luft, der vil kunne få en del af regnen til at fordampe, inden den fryser. En situation, der øger uforudsigeligheden i trafikken.

Når temperaturen ligger så tæt på frysepunktet, kan det hurtigt gå begge veje i forhold til frost.
Når temperaturen ligger så tæt på frysepunktet, kan det hurtigt gå begge veje i forhold til frost.
Foto: TV 2

Visse steder vil nedbøren falde som sne, og der vil det kunne give sneglatte veje. Disse er dog ikke så uforudsigelige for bilisterne, som den usynlige is, men stadig noget man skal tage sig i agt for.

Særligt i Nord- og Østjylland samt Sjælland kan man meget vel vågne op til stedvist hvide landskaber torsdag.