Ringkøbing Håndbold ophæver alle kontrakter ved nedrykning

Nedrykningstruede Ringkøbing har ingen økonomiske forpligtigelser over for spillerne, hvis de rykker ned, fortæller klubbens bestyrelsesformand.

Der venter ikke kun sportslig men også økonomisk nedtur, hvis spillere og trænere i Ringkøbing Håndbold rykker ud af den bedste håndboldliga.
Der venter ikke kun sportslig men også økonomisk nedtur, hvis spillere og trænere i Ringkøbing Håndbold rykker ud af den bedste håndboldliga.
Foto: Jørgen Kirk / Ritzau Scanpix

Ringkøbing Håndbold har været en del af det fineste selskab i dansk håndbold siden 2014, men er i øjeblikket i overhængende fare for at rykke ud af ligaen om en uge.

Den vestjyske klub ligger inden sidste runde af grundspillet på sidstepladsen, som giver direkte nedrykning. Det skete, efter de tirsdag aften blev overhalet af EH Aalborg, da de to hold mødtes i en direkte duel. Inden kampen var der klar tale i Ringkøbing-lejren, såfremt den står på førstedivisionshåndbold i den kommende sæson.

- Vi har som en ansvarlig ledelse af en håndboldklub indskrevet i alle kontrakter, at hvis vi rykker ud, så har vi ingen forpligtigelser økonomisk. Vi vil helst ikke stå med et ligabudget i første division i forhold til at have ansatte håndboldspillere, siger bestyrelsesformand Lars Buhl til TV 2 SPORT.

Med andre ord vil alle spilleres kontrakter blive ophævet.

I sidste spillerunde har Ringkøbing kniven for struben, når de tager til Skanderborg, hvor en sejr er det eneste, der tæller. Selv med en sejr er de ikke sikret at overhale EH Aalborg, som med et enkelt point mod Silkeborg-Voel sikrer foreløbig overlevelse i ligaen.

Sidstepladsen i ligaen giver direkte nedrykning, mens 9.- til 13.-pladsen spiller om at undgå playoffkampe mod nummer 2 og 3 fra 1. division om pladserne i ligaen.

Meldingen er også klar fra en af klubbens mest rutinerede spillere Michelle Brandstrup.

Har du lyst til at spille første division?

- Nej.

Nedrykning eller ej står én ting klart: Den kommende sæson skal cheftræner Jesper Holmris stå i spidsen for holdet.

- Det er det eneste, vi vil være forberedte på i forhold til næste sæson, siger Lars Buhl.