Regnfuldt vejr tvinger golfklubber til at lukke

Både i golfklubberne i Herning, Brande og Åskov har de problemer med vand på banerne. Værst er det i Herning Golfklub.

Sådan ser det ud i Herning Golfklub lige nu. Klubben holder foreløbingt lukket indtil den 17. februar.
Sådan ser det ud i Herning Golfklub lige nu. Klubben holder foreløbingt lukket indtil den 17. februar.
Foto: Sonny Bendiksen / TV 2 Vejret

Regn, regn og atter regn – sådan har vejrudsigterne ofte lydt det seneste halve år.

Det regnfulde vejr er synligt i hele landet, og mange steder står der store vandpytter på markerne, ligesom åer er gået over deres bredder.

Det er også gået udover golfklubber, som har måttet lukke på grund af oversvømmelser. Herning Golfklub er foreløbigt lukket frem til den 17. februar, hvor man vil vurdere om banerne skal åbnes igen. Store dele af banerne står under vand.

Herning Golf Klub var seneste lukket i oktober 2019, og det sker oftere og oftere.

- Brande Golfklub og Åskov Golfklub er de golfklubber vores medlemmer tager til, når vi er lukket på grund af vand, fortæller manager Bo West Møller fra Herning Golfklub.

Brande Golfklub og Åskov Golfklub har dog også store problemer med regnvand og oversvømmelser lige nu.

- De to golfklubber er normalt gode til at lede vandet væk, men er også lukket nu, siger Bo West Møller.

Mørkeblå viser nedbør i millimeter i 2019/2020. Lyseblå er normale nedbørsmængder. (Mørkeblå februar er frem til den 12. februar 2020).
Mørkeblå viser nedbør i millimeter i 2019/2020. Lyseblå er normale nedbørsmængder. (Mørkeblå februar er frem til den 12. februar 2020).
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Mere regnfuldt end normalt

Efteråret 2019 blev det mest regnfulde i Danmarks vejrhistorie, som officielt begyndte at blive registeret i 1874. Den regnfulde periode begyndte allerede i august, og det regner stadig usædvanligt meget.

Siden august er der faldet 625 millimeter regn. Normalt får vi årligt 712 millimeter nedbør, så det har været usædvanligt regnfuldt.

Faktisk har alle måneder leveret mere regn end normalt, og februar nåede allerede over normalen den 11. dag i måneden.

Når vi har højtryk over Danmark, har vi også tørt vejr, men de gange højtryk har placeret sig over os, er de hurtigt blevet fortrængt igen.

Til gengæld har mange lavtryk fra vest bevæget sig ind over landet. Det er årsagen til både det regnfulde og lune vejr.

2:00
Her kan du se indslag fra den 21. oktober 2019, hvor Herning Golfklub også måtte lukke på grund af vand.
Foto: TV MIDTVEST, arkiv.