Regn- og tordenbyger over Danmark: Her blev man ramt af skybrud

Ét enkelt skybrud blev registreret i Midtjylland, da regn- og tordenbyger tirsdag drog hen over Danmark.

Mange steder fik man byger, nogle steder fik man torden - og ét enkelt sted blev der også registreret skybrud, da dagens kraftige byger drog hen over landet.

Bygerne begyndte allerede i formiddagstimerne over Jylland og bevægede sig herfra videre mod nord og øst.

Kort før middagstid ramte en af de kraftige byger den lille by Nørre Snede i Midtjylland, og det var med så intens regn, at den overskred grænsen for skybrud.

Den kraftige byge varede i alt 42 minutter, og da det regnede kraftigst, faldt der 15,8 millimeter regn på en halv time.

Grænsen for skybrud går ved 15 millimeter regn på 30 minutter.

Kraftig regn og skybrud

Samlet set fik man i Nørre Snede 19 millimeter regn i løbet af tirsdagen, hvilket blev dagens højeste nedbørmåling.

Ovenfor kan du på radaren se, hvordan regn og torden bevægede sig hen over landet fra tirsdag klokken 09.00 til 18.00. 

Mange andre steder fik man alt fra få dråber til 3-4 millimeter regn, mens man nogle steder fik en tørvejrsdag.

Onsdag er det især den sydlige og østlige del af landet, som får regn, og det er især først på dagen, at regnen vil falde.


Læs flere artikler fra Ikast-Brande eller i kategorien Vejr.