Regeringen vil sænke el-afgiften for 50.000 sommerhusejere

Konkret betyder forslaget, at en gennemsnitlig sommerhusejer med elvarme slipper cirka 4500 kroner billigere på elregningen om året.

Der findes i dag 220.000 feriehuse i Danmark, der bliver opvarmet med el kombineret med brændeovne, gasovne og andet.
Der findes i dag 220.000 feriehuse i Danmark, der bliver opvarmet med el kombineret med brændeovne, gasovne og andet.
Foto: Iris / Ritzau Scanpix

Cirka 50.000 sommerhusejere kan se frem til at få en billigere elregning, hvis regeringens forslag til finansloven for 2019, som bliver præsenteret torsdag, bliver til virkelighed.

Regeringen vil afsætte knap 200 millioner kroner til at ligestille el-opvarmede sommerhuse med el-opvarmede helårsboliger.

Tiltaget bliver blandt andet taget for at tiltrække flere turister i udlejningssommerhuse året rundt.

- Dels understøtter forslaget den grønne omstilling, fordi der vil brugt mere grøn el. Samtidig bliver det mere attraktivt at leje et sommerhus. I dag er vi ikke konkurrencedygtige på sommerhusmarkedet i vintermånederne, når man sammenholder det, man kan få i leje og prisen på el, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) til TV 2.

Besparelse på 4500 kroner

Konkret betyder forslaget, at en gennemsnitlig ejer af et sommerhus med el-varme slipper cirka 4500 kroner billigere på elregningen om året. Besparelsen varierer efter husets størrelse og el-forbrug.

Karsten Lauritzen henviser til, at regeringen før sommerferien lavede en aftale med alle Folketingets partier om at sænke elpriserne generelt.

- Nu ønsker vi med finansloven at gå skridtet videre. Forhåbentlig sammen med vores parlamentariske grundlag Dansk Folkeparti, som vi skal forhandle det her med.

Hvordan kan det styrke den grønne omstilling, at flere givetvis bruger mere elvarme, der vil blive billigere med det her forslag?

- Håbet er, at folk i stedet for at fyre op med brænde, der forurener, så vil de nu også tænde for radiatoren, fordi beskatningen bliver lavere. Så det er med til at understøtte den grønne omstilling. Det her er jo ikke et forslag, der redder kloden eller Danmarks CO2-regnskab, men det er med til at understøtte en dagsorden om, at det er godt, at vi bruger el til opvarmning, lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen.

Glæde hos Dansk Erhverv

Dansk Erhverv hilser regeringens forslag om at reducere elvarmeafgiften for sommerhuse velkommen.

- I Dansk Erhverv har vi længe peget på, at feriehusudlejningen har potentiale til at vokse yderligere. Særligt uden for højsæsonen. Men vækst i udlejningen af feriehuse kræver dels flere incitamenter for at danskerne har lyst til at købe sommerhuse, og dernæst også har lyst til at leje dem ud; dels at turisterne ikke brækker nakken på skyhøje ekstraregninger, når varmeforbruget opgøres, siger Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, og fortsætter:

- Derfor er vi også meget glade for, at elopvarmede feriehuse i lighed med helårshuse nu omfattes af den lavere elvarmeafgift. Det danske turismeerhverv vil få stor glæde af denne ligestilling mellem helårs- og feriehuse. Det vil bidrage til at indfri ambitionen om en længere turistsæson, hvor der også er gæster og liv langs kysterne uden for sommermånederne.