Prognoser viser muligt vejrskifte i næste uge

Der er godt nyt til de landmænd, haveejere og andre danskere, som er påvirket af det usædvanligt tørre forårsvejr.

Ifølge prognoserne er der regn på vej i næste uge.
Ifølge prognoserne er der regn på vej i næste uge.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Solen skinner fra en skyfri himmel, der er knap nok dug om natten, og regn har vi ikke for alvor set siden 19. marts.

De fleste danskere nyder sikkert det varme og solrige påskevejr, men det knastørre vejr har også en mere kedelig pris.

Manglen på regn, de mange solskinstimer, og den tørre luft, har gjort det knastørt udenfor - og mange steder er der nu deciderede problemer med tørken.

Tørkeindekset, som illustrerer hvor meget regn vanddepoterne i jorden mangler, er påskedag på hele 8,1 - hvilket svarer til at jorden mangler 81 millimeter regn, førend den er mættet med vand.

Alene i april er der kun faldet 2,5 millimeter regn, og det gør med stor sandsynlighed april 2019 til en af de tørreste i dansk vejrhistorie.

Tørkeindeks i april

For årene 2011 til 2019

 
 
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik - Kilde: DMI

De kommende dage fortsætter det solrige og tørre vejr, men nu antyder prognoserne for alvor, at et vejrskifte kan være undervejs.

Regn i sigte i næste uge

Dét højtryk som i flere uger har været med til at sikre os smukt aprilsvejr, vil i de kommende dage langsomt men sikkert vige længere mod nordøst.

Det giver langsomt plads til at områder med regn og byger kan nærme sig Danmark fra syd og vest.

En prognoses bud på de samlede nedbørsmængder frem til torsdag morgen klokken 8. I den østlige del af landet kan der falde op mod ti millimeter regn.
En prognoses bud på de samlede nedbørsmængder frem til torsdag morgen klokken 8. I den østlige del af landet kan der falde op mod ti millimeter regn.
Foto: TV 2 Vejret

Der er fortsat stor usikkerhed om, hvor meget regn der kommer, men at dømme ud fra prognoserne der er til rådighed påskedag, er det mest sandsynligt, at det første område med regn vil ramme den sydøstlige del af Danmark tirsdag aften og natten til onsdag.

Derimod ser det - i første omgang - ud til at holde tørt i den vestlige del del af landet, inden man også her kan blive ramt af regn i løbet af onsdagen - eller måske først torsdag.

De samlede nedbørsmængder i løbet af de kommende fem dage vil formentlig blive i omegnen af én til fem millimeter, selvom nogle af bygerne kan falde lokalt, og dermed give langt større nedbørsmængder.

En anden prognosemodels bud på samlede nedbørsmængder frem til torsdag morgen klokken 8. Denne model er mere sparsom med nedbør - og generelt vil der falde under fem millimeter regn.
En anden prognosemodels bud på samlede nedbørsmængder frem til torsdag morgen klokken 8. Denne model er mere sparsom med nedbør - og generelt vil der falde under fem millimeter regn.
Foto: TV 2 Vejret

For tiden fordamper der cirka tre millimeter vand fra de øverste jordlag om dagen, så de nedbørsmængder der - i første omgang - er udsigt til, vil langt fra være nok til at gøre op for det store nedbørsunderskud, der er i den danske natur.