Profil fravælger holdet for familien: - Det kan få store konsekvenser

Den kommende måned i hjemmet skal for Søren Pedersen bruges på at komme sig over småskavanker og bygge på styrkemæssigt.

Søren Pedersen er opvokset i Nors i Thy og spiller nu for hjemstavnsklubben.
Søren Pedersen er opvokset i Nors i Thy og spiller nu for hjemstavnsklubben.
Foto: TV2 Sport

Familie eller tophåndbold?

Beslutningen var ikke svær for Mors-Thy-spilleren Søren Pedersen, da han pludselig blev tvunget til at vælge mellem de to ting med nedlukningen af Nordjylland.

- Udfordringen ligger i, at jeg er familiefar og har tre børn i skolealderen. Det gør tingene lidt vanskelige. Min kone arbejder stadig, og kravet om at skulle stikke afsted i knap en måned for at være en del af truppen og indgå i kampene, det var vanskeliggjort.

- Så det er klart, at familien har været prioritet et, og det har været utroligt svært, fordi man skal frasortere en ting, man elsker virkelig højt. Omvendt så er familien også det vigtigste, siger Søren Pedersen til TV 2 SPORT om beslutningen, som han ifølge ham selv tog relativt hurtigt.

Håndboldklubben spiller skiftevis på Mors og i Thy, men med nedlukningen af syv nordjyske kommuner har holdet valgt at spille alle kampene på Mors i stedet for at 'krydse grænserne' mellem kommunerne.

Søren Pedersen er dog den eneste ud af fire spillere bosiddende i Thisted, som har valgt ikke at forlade hjemmet og familien den næste måned, hvor nedlukningen finder sted.

- Det kan få store konsekvenser. En måned væk fra det hele, en måned væk fra skuddene, en måned væk fra smidigheden og de dybe udfald, det kommer til at tage lidt tid at komme igennem det.

- Hvis man skal kigge helt egocentrisk på det, så har jeg jo en måned, når jeg kommer tilbage til at vise, at jeg skal være med i truppen, og så kommer januar uden kampe igen. Så i teorien kan der gå tre måneder fra dags dato, til at jeg skal kunne spille kampe igen, fortæller Mors-Thy-profilen.

Han er dog fortrøstningsfuld i forhold til klubbens kvalitet på målmandsposten.

- Vi har Rasmus Bech, som har stået godt hele sæsonen. Og så har vi Rasmus Henriksen, som er en helt ung målmand, der er omkring U21-landsholdet – så vi er godt dækket af.

Løb og styrketræning

Så mens resten af holdet skal fortsætte med at træne og spille kampe, bliver hverdagen en lidt anden for Søren Pedersen.

Der skal laves nye rutiner og en plan for, hvordan han kan stå skarpt, når han møder ind på holdet igen.

- Jeg bliver nødt til at bruge den her tid på at komme over nogle småskavanker og få lagt på, på den fysiske del. Der skal løbes og styrketrænes lidt, og der skal selvfølgelig laves nogle håndboldrelaterede bevægelser, så jeg ikke bliver ekstremt øm, som man bliver det i opstarten.

I ligaen ligger Mors-Thy på 7. pladsen efter 11 kampe.