Privathospitaler klar til at hjælpe – strejkepukkel kan afvikles på halv tid

Danske privathospitaler har allerede overtaget flere end 30.000 patienter fra det offentlige, viser tal fra regionerne. I Region Midtjylland er tallet 6859 og i Nordjylland 3763.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Det kan tage op til to år, før sundhedsvæsenet har indhentet det tabte.

Sådan lød det onsdag i et notat fra Sundhedsstyrelsen, som opgør puklen af udskudte operationer under sygeplejerskernes strejke.

Men det estimat er fyldt med forbehold.

Blandt andet forventes det, at arbejdet med at afvikle puklen først kan startes til nytår. Og samtidig har Sundhedsstyrelsen ikke medregnet, hvor meget de private hospitaler kan hjælpe til.

Men det er ikke så lidt.

Derfor vurderer blandt andre Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi på SDU, at puklen vil kunne afvikles langt hurtigere.

- De vil kunne tage fra. Der er ingen tvivl om, at privathospitalerne kan bidrage til en langt hurtigere afvikling, siger han til TV 2.

- Vi hjælper til så godt, vi kan

På grund af retten til at blive udredt indenfor 30 dage overtager privathospitaler allerede en del patienter fra det offentlige sundhedsvæsen.

Mange privathospitaler tjener normalt størstedelen af deres penge på patienter, der selv betaler for deres behandling.

Men ifølge tal fra de danske regioner, som TV 2 har fået indsigt i, har det offentlige under strejken videresendt i alt 31.422 patienter til de private klinikker. I Region Midtjylland er tallet 6859 og i Nordjylland 3763.

Det er 20 procent flere end normalt for perioden.

Tallet dækker både over patienter, som er tilbudt omvisitering på grund af strejken, og patienter, der er tilbudt omvisitering af andre årsager. Men det viser ikke et ukendt antal personer, der selv har fundet behandling på et privathospital uden henvisning fra det offentlige.

Og Claus Hovgaard, som er formand for privathospitalernes brancheorganisation Sundhed Danmark, forventer, at privathospitalerne vil fortsætte med at tage imod de ekstra patienter.

- Vi passer selvfølgelig vores kernekunder, og så hjælper vi til, så godt vi kan med offentlige patienter. Vi har noget fantastisk personale, som også er villige til at hjælpe lidt ekstra i nogle perioder, siger han.

Pukkel kan være afviklet på halv tid

Ifølge Kjeld Møller Pedersen kan privathospitalerne gøre en stor forskel, når efterslæbet skal indhentes.

- Hvis der allerede er henvist godt 30.000 til privathospitalerne, skulle de i virkeligheden kunne tage en relativt stor del af puklen, fortæller han.

Derfor er det ifølge professoren heller ikke realistisk, at puklen først er afviklet om to år.

Og den vurdering er i Politiken blevet bakket op af flere andre sundhedsøkonomer.

I stedet vurderer Kjeld Møller Pedersen, at det vil tage tættere på det halve – altså kun ét år at indhente det tabte.

- Der er ingen tvivl om, at vi vil få en langt hurtigere pukkelafvikling end de tal, vi har hørt i forbindelse med Sundhedsstyrelsens udmelding forleden, siger han.

Alle har et kapacitetsproblem

Der er dog grænser for, hvor meget de private klinikker kan tage fra.

Claus Hovgaard forventer nemlig ikke, at Sundhed Danmarks medlemmer kan overtage mange flere patienter, end de allerede har gjort under strejken.

- Vi vil meget gerne hjælpe, men alle har et kapacitetsproblem. Den begrænsende faktor er jo, hvor mange mennesker vi har ansat, og hvor meget de kan lave, siger Claus Hovgaard.

Derfor frygter han også, at privathospitalerne kan blive nødt til at opjustere ventetiden for patienterne.

Selvom lønnen ofte er højere for sundhedspersonale ansat i det private, har privathospitalerne ifølge formanden en stiltiende aftale med regionerne om ikke at gå på ”strandhugst” efter personale.

Men alligevel afviser han ikke, at privathospitalerne vil øge kapaciteten en smule.

- Det er klart, at det er et frit arbejdsmarked, og så vil vi ansætte i det omfang, vi kan finde folk, der er interesseret, siger Claus Hovgaard.

Estimat var ikke "ligetil at lave"

Ifølge Sundhedsstyrelsen var estimatet for, hvor længe de vil tage at afvikle puklen "ikke ligetil at lave". Det oplyser styrelsen fredag i et skriftligt svar til TV 2.

Den slags beregninger er nemlig påvirket af en lang række faktorer, lyder det i svaret.

- Brugen af privathospitaler vil kunne variere og afhænger blandt andet af aftaler mellem regioner og privathospitaler og kan derfor være vanskelig at medregne, skriver styrelsen.

Men alligevel undrer Kjeld Møller Pedersen sig over, at privathospitalerne ikke er taget med i Sundhedsstyrelsens beregninger.

Regionerne har nemlig længe ført opsyn med, hvor mange patienter der sendes videre til private hospitaler.

- Det er jo en viden, man har haft, så man kunne i det mindste have lavet et minimumsskøn. Det giver sig selv, at puklen kan klares hurtigere, hvis privathospitalerne går ind og tager en del af presset, siger han.