Nordsøen sender grå skyer ind over Vestjylland

Der svæver grå skyer og lavere temperaturer ind over Vestjylland, mens det pæne vejr fortsætter mod øst.

Efteråret er over os - men det pæne og lune vejr fortsætter over den østlige del af landet onsdag.
Efteråret er over os - men det pæne og lune vejr fortsætter over den østlige del af landet onsdag.
Foto: Arne Prip / Privatfoto

Den sidste dag i september byder på forskelligartet vejr afhængigt af, hvor i Danmark man befinder sig.

Lun luft for årstiden fortsætter med at strømme op over landet fra syd og sydøst, hvilket giver temperaturer, der kan stige til 17-19 grader i eftermiddagstimerne.

Varmest bliver det i den østlige del af landet, hvor solen vil skinne mest. Derfor finder vi i dag de højeste temperaturer på Lolland-Falster, Midt- eller Nordsjælland, og i Københavnsområdet.

Selvom solen ikke vil skinne fra en fuldstændig skyfri himmel, så kommer der lange perioder med solskin.

Vejrsituationen onsdag eftermiddag. Der kommer mest sol i den østlige del af landet. Her finder man også de højeste temperaturer.
Vejrsituationen onsdag eftermiddag. Der kommer mest sol i den østlige del af landet. Her finder man også de højeste temperaturer.
Foto: TV2 Vejret

Det bliver dog ikke nær så pænt vejr i den vestlige halvdel af landet, hvor en front over Nordsøen sender skyer ind over Jylland fra vest.

Det kan endda i perioder også regne en smule længst mod vest - men det bliver i småtingsafdelingen.

I denne del af landet vil temperaturerne nå op mellem 14 og 16 grader som det højeste, hvilket er meget tæt på det normale niveau for årstiden.

Når vi nærmer os weekenden venter der særdeles ustadigt efterårsvejr med regn og rusk.