Nikolines forældre om datterens blackout: - Det var ikke rart

Nikoline Steen Kristensen gik i stå på scenen under fredagens finale. Og det var ubehageligt for hendes forældre at se på.

Nikoline fik hjælp af Lise Rønne, da hun gik i stå på scenen.
Nikoline fik hjælp af Lise Rønne, da hun gik i stå på scenen.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Så tæt på og alligevel så langt væk.

Det var følelsen, Nikoline Steen Kristensens forældre sad med, da deres datter gik i stå på 'X Factor'-scenen under fredagens finale.

De sad og så med fra deres parkerede bil ude foran 'X Factor'-studiet, hvor finalisternes familier så showet i en coronasikker drive in-bio.

- Det var ikke en rar følelse. Jeg fik lyst til at løbe ind på scenen lige og give hende en ordentlig krammer, siger Nikoline Steen Kristensens mor, Pia Susan Kristensen.

Hun beskriver øjeblikket som, at alle hendes "mor-følelser" pludselig sad udenpå tøjet.

- Det var nogle meget lange minutter, og lidt for meget drama til min smag, tilføjer Søren Steen Larsen, Nikoline Steen Kristensens far.

Forældrene kunne med det samme se, at den var helt gal, da datteren pludselig blev tavs på scenen, mens musikken fortsatte.

- Der var bare gået en klap ned, det var helt tydeligt, siger Søren Steen Larsen.

Begge forældre er taknemmelige for, at værten Lise Rønne fik datteren hurtigt væk fra scenen, så hun kunne komme til sig selv igen.

Nikoline: - Jeg kan ikke huske det

Nikoline Steen Kristensen forklarer efter finalen, at hun faktisk ikke husker meget af, hvad der skete, da klappen gik ned.

Selvom hun var "på", da hun stod bag scenen, gik det hurtigt galt, da hun begyndte at synge. Hun var med egne ord bare "frosset fast".

- Jeg ved faktisk ikke, hvorfor der skete. Pludselig følte jeg bare, jeg var ved at besvime, og så tænkte jeg: "Nu går det galt". Og så blev jeg bare blank, siger Nikoline Steen Kristensen.

Efter hun var stoppet med at synge, blev hun hurtigt eskorteret af scenen af hendes dommer Oh Land.

Selvom Nikoline Steen Kristensen var en anelse bange, inden hun skulle ind igen, kunne hun mærke, at hun "havde den" anden gang.

- Selvfølgelig skulle jeg ind og synge den sang og have ild i ukulelen, siger Nikoline Steen Kristensen.

Nikoline hjælpes af scenen af Oh Land og Lise Rønne.
Nikoline hjælpes af scenen af Oh Land og Lise Rønne.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Oh Land: Hun var besvimet uden at vælte

Oh Land beskriver Nikoline Steen Kristensen som "paralyseret", da hun fulgte hende af scenen.

- Jeg vidste bare, at jeg skulle ud til hende, og det kunne ikke gå hurtigt nok, siger Oh Land.

Dommeren oplevede det som, at Nikoline var besvimet uden at være faldet om.

- Det tog mig noget tid at få kontakt til hende. Jeg spurgte: "Hvor er du?".

Oh Land valgte bag scenen at synge sangen 'Fly Away' for sin deltager. Og pludselig begyndte Nikoline Steen Kristensen selv at synge med.

- Og så havde hun den igen, siger Oh Land.

Ifølge dommeren er det forståeligt, at klappen kan gå ned, når en ung solist står midt i en 'X Factor'-finale.

- Det er meget pres at være under, at man står og faktisk er ved at udleve sin største drøm, siger Oh Land.

Vidste, hun kunne klare det

For Pia Susan Kristensen og Søren Steen Larsen var det et lettet øjeblik, da deres datter kom tilbage på scenen og gennemførte sin performance, "som om intet var hændt".

- Der var hun bare tilbage i rollen. Vi vidste godt, hun kunne klare det, hvis bare hun lige fik et pusterum, siger Nikolines far, Søren Steen Larsen.

Begge forældre var "så stolte" af, at datteren formåede at komme tilbage for fuld styrke.

Og de mener at især, hendes anden tur på scenen med sangeren Michael Falch var et "legendarisk øjeblik".

- Da hun sang med Michael Falch, kunne vi se hende "Nikoline-smil", og så vidste vi, at hun var 100 procent tilbage, siger Pia Susan Kristensen.

Det blev 15-årige Solveig Mølle Lindelof, der løb med 'X Factor'-sejren, mens Nikoline Steen Kristensen endte med en andenplads.

Se eller gense 'X Factor'-finalen på TV 2 PLAY.