Narkohunden Pablo blev stjålet to gange - nu er han i Afghanistan

Det er endelig lykkedes narkohunden Pablo at komme til Afghanistan.

Narkohunden Pablo har nu endelig fået det godt.
Narkohunden Pablo har nu endelig fået det godt.
Foto: TV2 Østjylland

Der har været en del bump på vejen for at nå hertil.

Narkohunden Pablo, som tidligere var på Air Force Training Centers hundetræningscenter i Karup blev i maj stjålet hele to gange kort før, han skulle udsendes.

Han har nu været udstationeret på militærbasen HKIA i Kabul i Afghanistan i to måneder, men inden da skulle den fire år gamle belgiske hyrdehund gennem hele to bortførelser hjemme i Danmark.

Faktisk har forløbet op til udsendelsen været så stressende, at arbejdet i Mellemøsten nærmest er en rar forandring.

- Hernede kan man få slappet af, og man behøver ikke se sig over skulderen, når man går rundt om et hjørne, siger Pablos hundefører Michael.

- Det sidder rigtig dybt i én stadigvæk, uddyber han.

I foråret oplevede Michael, at tyve af to omgange brød ind i hans aflåste hundegård i den nordlige del af Aarhus og stjal den specialtrænede patrulje- og narkohund.

Dengang efterlyste en gruppe på Facebook Pablo i hele Europa, inden hunden efter andet tyveri blev fundet i et hus i Sabro 13 kilometer nordvest for Aarhus.

Føler sig mere sikker i Afghanistan

Her fandt politiet narkohunden, som var blevet farvet helt sort. Pablo havde også fået et sår på halsen forårsaget af, at tyvene havde prøvet at fjerne den chip, som oplyste, hvem der var hundens ejer.

Så føler I jer mere trygge her i Afghanistan?

- Ja, det kan man faktisk godt sige, siger Michael i en video, som Forsvaret har lagt på sin Facebookside.

Nu leder Pablo og Michael efter euforiserende stoffer på militærbasen HKIA, og det er særligt stoffet naswar (en form for snus, red.), som duoen er på jagt efter. Naswar er nemlig populært blandt de lokale afghanere.

- Det er noget tvangstobak, som de anvender hernede. Det er lovligt i Afghanistan, men ikke herinde på basen, siger Michael.

Selvom Pablo og Michael kun har været i Kabul i to måneder, finder de ikke ligeså mange stoffer, som de gjorde i begyndelsen.

- Det er nedadgående i forhold til, da vi startede projektet og støtten hernede med narkohunde, lyder det fra Michael, der uddyber:

- Vi gør en forskel, selvom det kun er én hund, vi har med hernede.