Maskerede mænd kravler gennem hegnet på Kærshovedgård: - Det kan ikke være rimeligt

Nabo til Kærshovedgård mener ikke, at politikerne tager hans oplevelser med centeret alvorligt. Minister afviser at stille op til interview.

En af mændene, der presser sig ud gennem hegnet, er umiddelbart iført samme jakke som personen, TV 2 mødte.
En af mændene, der presser sig ud gennem hegnet, er umiddelbart iført samme jakke som personen, TV 2 mødte.
Foto: TV 2/Privatfoto

To maskerede mænd kommer gående, mens en anden flok mænd spiller fodbold på sportspladsen bag dem.

De to går søgende langs hegnet, da den ene sparker målrettet til et stykke af det nederste hegn. Det sidder løst, og de to mænd får hurtigt presset sig ud på den anden side.

I skovbrynet finder de tilsyneladende et par skruer, som de med en elektrisk skruemaskine sætter hegnet fast med igen.

Sådan ser blot en af Ole Tranbergs optagelser fra Udrejsecenter Kærshovedgårds omfangshegn ud.

Og den er langt fra enestående. Gennem flere måneder har han filmet, hvordan maskerede mænd forcerer hegnet både ind og ud af centerets område.

- Det er jo udtryk for, at det sejler. Det sejler sgu, lyder det fra Ole Tranberg, da TV 2 besøger ham.

Han er nabo til udrejsecenteret ved Bording i Midtjylland, der gennem de seneste år har fået massiv kritik for at skabe utryghed i lokalområdet.

Fandt allerede hul i hegnet i december

Udrejsecenter Kærshovedgård huser knap 280 afviste asylansøgere, personer på tålt ophold og udvisningsdømte kriminelle.

Ens for dem alle er, at de ikke har opholdstilladelse og skal sendes ud af Danmark.

Mange af beboerne har hårde domme i bagagen, og ifølge BT blev der i perioden 15. december til 24. marts rejst 59 sigtelser mod personer på Kærshovedgård for blandt andet vold og narkosalg.

Beboerne er ikke spærret inde på udrejsecenteret, men har oftest melde- og eller opholdspligt.

Da Ole Tranberg i december opdagede, at maskerede mænd gik rundt nær hans grund, begyndte han at undersøge, hvor de gik hen.

Det førte til, at han fandt det første hul i hegnet, som han tog et billede af og sendte til myndighederne.

Men aktiviteten i området stoppede ikke efter det.

TV 2 møder maskerede mænd

For Ole Tranberg har siden - mange gange om ugen - oplevet maskerede mænd gå rundt langs hans grund. Med et videokamera kunne han således både i januar og februar konstatere, at mændene brugte et nyt hul i hegnet til at komme ind og ud.

Flere gange har han desuden filmet personer, der ankommer eller hentes i biler på den vej, han deler med Kærshovedgård.

Oplevelserne betyder, at han føler sig utryg ved at færdes i sit eget nærområde.

- Uforvarende kan man jo komme i en situation, hvor man på den ene eller den anden måde kommer til at træde dem over tæerne, og så er jeg sådan set ikke i tvivl om, at så har man da problemer, siger han.

Mændene, TV 2 møder, siger, at de ikke kender noget til trafik gennem hegnet.
Mændene, TV 2 møder, siger, at de ikke kender noget til trafik gennem hegnet.
Foto: TV 2

At der stadig er aktivitet i området langs Ole Tranbergs grund, oplevede TV 2 selv, da de besøgte stedet.

Langs vejen i retning mod Kærshovedgårds hegn kom to maskerede mænd gående. Den ene iført umiddelbart samme jakke som en af personerne på Ole Tranbergs videoer.

Vi kommer fra TV 2. Må jeg stille et par spørgsmål?

- Nej, vi har ikke tid, desværre, siger den ene.

Kender I noget til et hul i hegnet?

- Hul i hegnet? Nej.

I kender ikke noget til, at man kan kravle ind og ud der?

- Nej, siger han.

Her ses en af mændene dække sit ansigt til lige uden for Ole Tranbergs grund.
Her ses en af mændene dække sit ansigt til lige uden for Ole Tranbergs grund.
Foto: TV 2/Privatfoto

- Det kan ikke være rimeligt

Om mændene selv bor på på Kærshovedgård, og hvorfor de kravler ud og ind gennem et hul i hegnet i stedet for at bruge hovedindgangen, kan Ole Tranberg kun gisne om.

Det samme gælder chefpolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, Claus Hilborg. Han formoder dog, at der ligger kriminel aktivitet bag.

- Det kunne jo være, de ville have smuglet noget ind. Det kunne være narko for at sælge det inde på centeret, siger han og henviser til, at der ved hovedindgangen udføres stikprøvekontroller af, hvad beboerne tager med ind.

At der kunne være tale om narkotika baserer politiet blandt andet på tidligere fund på centeret.

- Vi laver ransagninger på centeret engang imellem, hvor vi finder ting, der ikke skulle være der. Det kan være tyvekoster, og det kan være narkotika i små mængder, siger Claus Hilborg.

Uanset årsagen forarger det Ole Tranberg, at myndighederne ikke gør noget ved hullet i hegnet. Han påpeger, at der er videoovervågning i området.

- Det kan jo ikke være rimeligt, for fanden altså, at jeg, der bor ved siden af, kan købe et kamera til 800 kroner og så finde ud af det her, siger han.

Kærshovedgård: Vi er jo alle sammen maskerede

Institutionschefen på Kærshovedgård, Niels Johan Geil, erkender, at hans center har udfordringer med huller i hegnet og kalder det “et enormt problem”.

Han og hans kolleger gør, hvad de kan, for at dæmme op for problemet, forklarer han. Udfordringen er bare, at de ikke har særlig mange beføjelser.

Beboerne er ikke frihedsberøvede på Kærshovedgård, og derfor må Niels Johan Geils ansatte ikke forhindre beboerne i at forlade centeret.

- Hvis vi lukker mere effektivt, kan beboerne, hvis de vil, finde en anden udvej. Vi kan ikke spærre dem inde, for de er ikke frihedsberøvede, siger Niels Johan Geil.

Kan du forstå, det skaber utryghed, at det er maskerede personer, der gør det her?

- Jeg tænker ikke, det bør føre til utryghed. Men jeg kan godt se, de er maskerede, som vi jo i øvrigt alle sammen er med mundbind i øjeblikket.

Men tror du, det er det, der er motivet?

- Nej, jeg tænker, det er, fordi de ikke ønsker at blive genkendt.

Men hvis det skulle være beboere, hvorfor skulle de så maskere sig, hvis de ikke gør noget forkert?

- Det har jeg ikke nogen anelse om. Det kan jeg ikke svare på, siger institutionschefen.

Minister vil ikke stille op til interview

Tilbage hos Ole Tranberg er han frustreret over, at der gennem flere måneder tilsyneladende ikke bliver gjort noget ved problemerne med hegnet.

Han tolker det som, at myndigheder og politikere reelt ikke bekymrer sig om lokalbefolkningen i området.

Ole Tranberg mener ikke, de udfordringer, han oplever, står mål med den effekt, samfundet har af Udrejsecenter Kærshovedgård.
Ole Tranberg mener ikke, de udfordringer, han oplever, står mål med den effekt, samfundet har af Udrejsecenter Kærshovedgård.
Foto: TV 2

- De kan simpelthen ikke efter min opfattelse forsvare det her system. For det fungerer jo ikke. Man hælder en masse penge og menneskelige ressourcer i det, men det gør ingen gavn. Hverken for os naboer eller for samfundet, siger Ole Tranberg.

TV 2 ville gerne have interviewet Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye (S), men han ønsker ikke at deltage.

I et skriftligt svar til TV 2 kalder ministeren situationen på Kærshovedgård uholdbar.

- Jeg har derfor bedt myndighederne sikre, at vi får styrket hegnet rundt om Kærshovedgård, så beboerne i stedet bruger den almindelige ind- og udgang, skriver Mattias Tesfaye.

Ifølge ministeren forventer regeringen inden sommerferien at præsentere en plan for at få kriminelle udlændinge væk fra Kærshovedgård.

I 2019 droppede den nye regering den forrige regerings planer om at oprette et udrejsecenter på øen Lindholm. Hvor regeringen i fremtiden påtænker at placere de kriminelle udlændinge, melder Mattias Tesfaye på nuværende tidspunkt ikke noget om.