Markussen ude resten af sæsonen – klubben langer ud efter landsholdet

Nikolaj Markussen kom til skade i Danmarks sidste testkamp inden VM. Nu står det klart, at hans skade kræver både en operation og en længere pause.

Her ses Makussen i aktion mod Chile under dette års VM.
Her ses Makussen i aktion mod Chile under dette års VM.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

BSV-profilen Nikolaj Markussen må se resten af sæsonen fra sidelinjen.

Han har spillet med en tå, der er gået af led, siden den 6. januar, og nu har hans klub BSV fundet ud af, at han skal opereres. 

- Nikolaj Markussen blev ultralydsscannet dagen efter, men foden blev ikke røntgenfotograferet. Landsholdsteamet vurderede, at der var tale om en kraftig forstuvning. Nikolaj Markussen blev derefter sendt på banen til de efterfølgende ti VM-kampe inklusiv finalen d. 27. januar 2019, skriver BSV i en pressemeddelelse.

I samme pressemeddelelse fortæller klubben, at man ’tog det for gode varer’, at Dansk Håndbold Forbund havde konstateret en forstuvning. Derfor har klubben også sendt den høje venstreback på banen, inden en undersøgelse den 13. februar viste, at skaden var diagnosticeret forkert i første omgang.

- Var skaden blevet konstateret med det samme, så kunne operation sandsynligvis være undgået eller foretaget tidligere, siger BSV-direktør Jesper Schou.

- Vi har undervejs ikke hørt om skaden fra DHF, hvilket vi ville have sat pris på, og vi ærgrer os og undrer os over den manglende kommunikation fra DHF.

BSV er ikke den første klub, der kritiserer Dansk Håndbold Forbund for dårlig kommunikation i forbindelse med skader. Også FC Barcelona har udtrykt store frustrationer over, at venstrefløjen Casper U. Mortensen spillede videre med en skade. Ligesom Markussen har Casper U. Mortensens skade også krævet en operation, så han går glip af resten af sæsonen. 

TV 2 SPORT har talt med sportschefen i DHF, Morten Henriksen. Han er på ferie og har ikke haft mulighed for at vende sagen internt endnu. Dog udtaler han:

- Jeg er vildt ked af at høre om det her – ikke mindst for Nikolaj Markussen selv. Hvis forløbet er, som BSV fortæller, at de ikke er informeret om skaden, kan jeg kun beklage. Så må vi have en snak om internt, hvordan vi kommunikerer ordentligt. Det har bestemt ikke været for at spille VM med en skadet spiller, siger Morten Henriksen og slår fast, han har 'hundrede procent tiltro til landsholdets læge'.

Frygtede det værste

Nikolaj Jacobsen blev skadet i Danmarks sidste testkamp inden VM. Han modtog behandling på sidelinjen i Odense, og efterfølgende var det usikkert, om han blev klar til at spille Danmarks første VM-kamp mod Chile. 

TV 2 SPORT interviewede Nikolaj Markussen om skaden premierekampen. Ved den lejlighed udtalte han, at han fik flashback til sin skade i 2014, der kostede en slutrundedeltagelse. 

- Det gav et grimt flashback, da Morten Storgaard, som også scannede mig for akillessenen dengang, skulle til at scanne mig igen. Jeg havde ikke rigtig set ham siden, så det var ikke det sjoveste bekendtskab at rende ind i igen. Heldigvis havde han væsentlig bedre nyheder denne gang, sagde Nikolaj Markussen.

Det viste sig desværre for Markussen og BSV, at nyhederne var knap så gode.