Mand erkender drab på ulv - svarer til at dræbe en hasselmus, mener forsvarer

Anklagemyndigheden går efter fængselsstraf, da tiltalte har overtrådt artsfredningsbekendtgørelsen. Men her er ulve fredet på lige fod med hasselmus.

Den dræbte ulv til obduktionen.
Den dræbte ulv til obduktionen.
Foto: TV 2

Skal man i fængsel, hvis man forsætligt dræber en hasselmus?

En 66-årig mand er tiltalt for at have skudt og dræbt en ulv på en mark ved Ulfborg tilbage i april måned. 

Manden er tiltalt for overtrædelse af jagtloven, mens anklagemyndigheden nedlægger påstand om fængselsstraf for overtrædelse af artsfredningsbekendtgørelsen. 

Ifølge bekendtgørelsen er ulven fredet på lige fod med hasselmus, flagermus og oddere. Og netop derfor sætter den 66-åriges forsvarsadvokat, Jan Schneider, spørgsmålstegn ved, om overtrædelse af bekendtgørelsen skal kunne føre til fængselsstraf. 

- I artsfredningsbekendtgørelsen er der en række bilag, hvor man lister dyr op, som er beskyttet af bekendtgørelsen - blandt andet birkemus, hasselmus og ulve – og det er selvfølgelig interessant at få en retslig afgørelse om, hvordan ulven er stillet i forhold til de andre dyr, der er beskyttet af det samme regelsæt, siger Jan Schneider. 

Tiltalte erkender ulvedrab

Den 66-årige mand erkender at have dræbt ulven, der var en del af kuldet på otte hvalpe, som det såkaldte Ulfborg-ulvepar fik i sommeren 2017. 

- Han anerkender, at det var ham, der affyrede det skud, der endte med at dræbe ulven. Men han nægter sig skyldig i den tiltale, der er rejst, fastslår forsvarer Jan Schneider. 

- Ulven er jo et ret nyt fænomen i den danske natur. Det er en speciel sag, fordi vi ikke har lignende sager, og fordi det regelsæt, der er lavet, ikke er en hensigtsmæssig måde at udarbejde strafferetslig lovgivning på. Det er en bekendtgørelse, man vil straffe for, og det er ikke sådan, vi normalt lovgiver i Danmark, fortsætter han. 

Omfang af fængselsstraf endnu ukendt

Anklagemyndighedens tiltale er blandt andet udarbejdet på baggrund af en udtalelse fra Miljøstyrelsen, der vurderer, "at nedskydningen af ulven har voldt betydelig skade på de naturbeskyttelseshensyn, som jagtloven og naturbeskyttelsesloven skal sikre". 

Det er første gang siden starten af 1800-tallet, at en ulv er blevet skudt i Danmark, og derfor er sagen ny for anklagemyndigheden, forklarer specialanklager Ulrik Panduro fra Midt- og Vestjyllands Politi. 

- Der er en meget streng beskyttelse af det her dyr i Europa. Sagen er den første af sin slags, og derfor har vi valgt at rejse tiltalen som en domsmandssag, således at der er mulighed for at udmåle en fængselsstraf. Dermed prøver vi at sende et signal om, at det er en meget alvorlig lovovertrædelse, forklarer anklageren. 

0:23
Her kan du se den opsigtsvækkende video af ulvedrabet. Vi advarer om stærke billeder.

Efter 200 års fravær blev ulven igen set i den danske natur i 2012. Her blev den første spottet nord for Limfjorden, og senere blev den såkaldte Thy-ulv fundet død.

Sagen mod den 66-årige begynder i Retten i Herning fredag den 28. september, og først her vil anklagemyndigheden oplyse den konkrete strafpåstand. 

2:58