Ligaspiller forstår stadig ikke, hvorfor han ikke blev opdaget

Mandagens ligakamp mellem Lemvig og Mors-Thy bød på en spøjs situation, hvor hjemmeholdet havde otte mand på banen på samme tid.

Hvad dommerne ikke ved, har de ikke ondt af.

Sådan må Lemvig-spiller Rasmus Porup tænke efter mandagens ligakamp hjemme mod Mors-Thy.

Undervejs i 31-30-sejren over lokalrivalerne befandt den 32-årige bagspiller sig lige pludselig i en situation, der kunne have resulteret i en udvisning.

quoteJeg måtte liste lige så stille ud af banen og se, om jeg kunne undgå at blive opdaget.

Rasmus Porup

På vej tilbage til forsvaret efter et angreb gik det op for Porup, at der allerede var syv andre medspillere på banen. Og det havde han det sjovt med at forklare efter kampen:

- Det er jo egentlig ikke mig, der laver fejlen. Jeg løber hurtigt hjem og skal forsvare, og da jeg kommer hjem i forsvaret, og det er jo ikke der, jeg befinder mig mest, opdager jeg, at der ikke er en plads til mig. Der stod allerede en spiller på hver position.

- Der kunne jeg godt regne ud, at jeg måtte liste lige så stille ud af banen og se, om jeg kunne undgå at blive opdaget. Det lykkedes, og det er jo faktisk lidt vildt, at det lykkedes. Det var op på listetæerne, siger Porup til TV 2 SPORT efter kampen med et stort smil på læberne.

Ingen opdagede fejlen

Ingen fra Mors-Thy-lejren opdagede situationen, hvor Lemvig var en spiller for meget på banen.

Dommerne eller dommerbordet opdagede heller intet, og derfor blev der ikke gjort mere ved sagen. Og det var den rigtige beslutning, vurderer TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Det er ting, der sker, og dommerbordet ser det simpelthen ikke. Og når de ikke ser det, er fakta jo fakta. Så spiller man bare videre.

En udvisning kunne have vist sig at blive yders dyrebar for hjemmeholdet.

Lemvig-Thyborøn endte nemlig med at vinde kampen med blot et enkelt mål, hvilket kunne have ændret sig i tilfælde af to minutter mere med en mand i undertal.

Lemvig er nu oppe på 5 sejre efter 12 kampe i denne sæson. Det undertippede mandskab ligger altså ganske sensationelt til en slutspilsplads i øjeblikket, da de placerer sig på en syvendeplads.

Omvendt befinder Mors-Thy sig nede på herreligaens 12.-plads.