Landsholdsfløj på vej væk fra FCM håndbold

Ifølge TV 2 SPORT's oplysninger skifter landsholdsfløjen Trine Østergaard fra FCM til Odense Håndbold efter denne sæson.

Trine Østergaard
Foto: arkivfoto

Jan Pytlick er ved at samle et mindre dansk landshold på Fyn til næste sæson.

Stine Jørgensen, Mette Tranborg og Mie Højlund er allerede blevet præsenteret som nye spillere i Odense Håndbold til næste sæson, og nu er endnu en dansk landsholdsspiller på vej til klubben.

Ifølge TV 2 SPORT’s oplysninger er det landsholdsfløjen Trine Østergaard fra FC Midtjylland, der står klar til at springe ud som Odense-spiller. Den officielle præsentation sker angiveligt en af de kommende dage.

Trine Østergaard har pillet hele sin seniorkarriere i FC Midtjylland, men hendes kontrakt udløber efter denne sæson. Midtjyderne har forsøgt at få landsholdsfløjen til at underskrive en ny aftale, men det er ikke sket. I stedet må vicemestrene nu se hende smutte til en rival.

Med Trine Østergaards exit vil alle FCM’s tre danske landsholdsspillere være fortid i klubben til sommer. Fie Woller skiftede umiddelbart efter VM i december til tyske Bietigheim, og Stine Jørgensen og Trine Østergaard flytter begge til Odense efter sæsonen.

Hverken Jan Pytlick eller Odense Håndbold har ønsket at kommentere TV 2 SPORT’s oplysninger. Det er ikke lykkedes at få Trine Østergaard selv i tale.