Kuling skaber risiko for oversvømmelser ved Limfjorden

Vand fra Nordsøen presses i øjeblikket ind i Limfjorden, og især i Skive, Lemvig og Struer kan det give oversvømmelser.

Sådan her så det ud, da der var oversvømmelser ved Jernbanebroen i 2018. Foto: TV MIDTVEST

I samarbejde med tv2.dk

Vandstanden i den vestlige del af Limfjorden er søndag morgen cirka en halv meter højere end normalt. Kuling fra vest presser mere vand ind fra Nordsøen. Når vinden i morgen går i nordvest, vil det give meget høj vandstand i den sydvendte del af Limfjorden.

DMI har et varsel ude med vandstand i den vestlige del af Limfjorden mellem 1,3 og 1,4 meter fra i nat og det kommende døgn. I den sydlige del af Limfjorden er der dog risiko for, at vandstanden kan stige yderligere. Det er stadig usikkert, hvor kraftig nordvestenvinden bliver. Den præcise retning og styrke af vinden er meget betydningsfuld for, hvor meget vandet stiger.

Kilde: DMI

I byer som Lemvig, Skive og Struer kan vandstanden komme højere op end de 140 centimeter, der er varslet. I Lemvig er der mindre problemer, når vandstanden overstiger 130 centimeter og store problemer ved 180 centimeter.

I Skive opstår der alvorlige problemer, når vandstanden overstiger 175 centimeter. Desuden kan det give problemer, når vandstanden er høj i Skive å. Den er 80 centimeter over det normale og vil stige med dagens regnvejr.

Vandstand på 185 centimeter siges at være en hændelse, der sker cirka hvert 20. år. Stormene Egon og Bodil gav 95 og 183 centimeter stormflod i henholdsvis 2015 og 2013.

De kommende prognoser vil fortælle, om det nuværende varsel holder eller eventuelt skal opgraderes.

00:46

Se dagens midt- og vestjyske vejrudsigt her.

Luk video

Læs også Midt- og vestjyder går en stormfuld adventssøndag i møde