Kristian Jensen får frataget ordførerskaber og udvalgsposter

Ifølge Venstre er det partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, der har taget beslutningen

Beslutningen er taget af Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Opdateret klokken 9.30 med oplysninger om, at Kristian Jensen ikke ønsker at udtale sig til TV MIDTVEST.

----------------------

Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen har lørdag fået frataget alle sine ordførerskaber og udvalgsposter i Venstre.

Læs også Ydmyg Kristian Jensen: - Jeg bliver libero

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Kristian Jensen vil således fremover ikke være arktisordfører eller medlem af Den Arktiske Delegation, Finansudvalget, Færøudvalget, Grønlandsudvalget eller Udenrigsudvalget.

Ifølge pressemeddelelsen er det partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, der har taget beslutningen. En beslutning, der bakkes op af en enig gruppebestyrelse, lyder det.

TV MIDTVEST har søndag morgen været i kontakt med Kristian Jensen, der ikke ønsker at udtale sig om sagen.

Venstre: Interne spilleregler brudt

Beslutningen kommer samme dag, som den tidligere næstformand i Jyllands-Posten foreslår, at Venstre bør gå sammen med regeringen, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti om en stor reformpakke om blandt andet skat og seniorjobordningen.

Til avisen siger han, at han ikke har orienteret partiledelsen om udtalelsen, men at han føler, at han har en "friere rolle", fordi han ikke er en del af partiledelsen.

I forbindelse med udtalelsen til avisen sagde Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, at udtalelsen stod for egen regning. Det gentager hun lørdag aften til nyhedsbureauet Ritzau og uddyber:

- Der er nogle interne spilleregler, der skal følges. Det er de ikke blevet, og det har nogle konsekvenser, siger hun.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få et uddybende interview med Sophie Løhde.

07:20

Lars Løkke og Kristian Jensen trak sig den 31. august 2019 fra Venstre-toppen. Dermed blev Jensens formandsdrøm knust.

Luk video

Gik af efter intern uro

Kristian Jensen meddelte i august 2019 sin afgang som næstformand for partiet, efter at der havde været intern uro. På samme tidspunkt gik Lars Løkke Rasmussen af som formand.

Læs også Kristian Jensen er igen ordfører hos Venstre

Uroen kom, da flere i partiets bagland efter valget i juni mente, at konstitueringen internt i partiet havde taget for lang tid.

Siden tog balladen fart, da Kristian Jensen i et interview med Berlingske direkte undsagde den daværende partiformands politik og strategi - herunder tankerne om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Flere mente ved den lejlighed ikke, at Kristian Jensen var den rette arvtager for Lars Løkke Rasmussen, selvom han havde siddet ti år på posten. Nogle kaldte ham sågar "illoyal".

Efterfølgende fulgte dage med debat og diskussion, inden det kulminerede i forbindelse med møder i partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse, hvor de to valgte at trække sig som henholdsvis formand og næstformand.

21. september blev Jakob Ellemann-Jensen officielt valgt som ny formand og statsministerkandat. Samme dag blev Inger Støjberg valgt som partiets næstformand.

Kristian Jensen fik ved folketingsvalget i juni 10.759 personlige stemmer.

Læs også Fra formandskandidat til forhenværende: 20 timer, der ændrede alt for Kristian Jensen