Hundredvis af stjerneskud skyder over himlen i nat

Du kan se op til 100 i timen.

Hvert år i begyndelsen af januar kan man opleve massevis af stjerneskud.
Hvert år i begyndelsen af januar kan man opleve massevis af stjerneskud.
Foto: Frank Sørensen, TV MIDTVEST

Det er kun et par dage siden, at mange danskere gik udenfor for at kigge op mod himlen og det nytårsfyrværkeri, der blev sendt afsted.

Fredag aften og nat har du mulighed for at se en anden slags lysglimt, hvis du kigger op - nemlig stjerneskud.

En meteorsværm folder det helt store stjerneskuds-show ud natten til lørdag. Det betyder helt konkret, at du kan se op til 100 stjerneskud i timen. Det svarer til en-to i minuttet, forklarer Cecilie Sand Nørholm, astrofysiker ved Tycho Brahe Planetarium.  

- Det, der konkret sker, er, at Jorden er et sted i sin bane på vej rundt om Solen, hvor der ligger nogle rester fra en asteroide. Når Jorden bevæger sig igennem det her område, bliver støv, sand og grus fra asteroiden skubbet ind i Jordens atmosfære. Når det rammer atmosfæren, brænder det op, og det er det, der giver stjerneskuddene.

Det sker hvert år på det her tidspunkt, når Jorden når dét sted i sin bane. Men netop nu er der en særlig god grund til at trække i overtøjet og se meteorsværmen, fortæller Cecilie Sand Nørholm.

- Det, der er ret sjovt ved den her meteorsværm, det er, at den kun har maksimum. En meteorsværm spreder sig typisk over flere dage, men denne sværm er mere intensiv. Derfor kan man se op til 100 stjerneskud i timen i nat. På en almindelig nat vil man typisk kun se ti.

 
 
Foto: TV 2

Der skal du kigge hen

Cecilie Sand Nørholm fortæller desuden, at du skal kigge mod Karlsvognen og finde dens 'håndtag'. Det er fra dette område, at stjerneskuddene udspringer, og derfor er der flest her.

Og så er det bedst, hvis du kigger fra midnat og frem, for der står Karlsvognen højest på himlen - og dermed også meteorsværmen.

Hvis du virkelig har styr på stjernebilleder, så kan du også navigere efter Svanen, der er tæt på Karlsvognen. Her udspringer meteorsværmen lige over Svanen og ved Karlvognens ’håndtag’.

 
 
Foto: TV 2

Meteorsværmen, der kommer i nat, bliver kaldt Kvadrantiderne. Den er opkaldt efter et gammelt stjernebillede, Murkvadranten, som ikke længere bruges. Derfor giver navnet ikke så god mening, mener Cecilie Sand Nørholm.

- Der var også en meteorsværm i december. Den fik det officielle navn Geminiderne, og det gav bedre mening, fordi meteorsværmen udsprang fra stjernebilledet Gemini (Tvillingerne).

- Meteorsværmen i nat udspringer fra stjernebilledet Bjørnevogteren, og derfor er navnet Kvadrantiderne ikke ligeså oplaget.

 
 
Foto: TV 2