Her kan lørdag ende med lidt sol

Det vil regne det meste af lørdagen, men der er mulighed for lidt opklaring sidst på dagen.

Regnvejr og paraply
Foto: Scanpix / Sarah Christine Nørgaard

Himlen er grå, og regnen siler ned. Det er det syn, som mange danskere er vågnet op til lørdag morgen.
Et større frontsystem har siden fredag aften bevæget sig gennem Danmark fra vest mod øst, og lørdag morgen dækker det fortsat hele den østlige del af landet. Her oplever man mange steder silende regn.

Siden regnen begyndte i går aftes, er der faldet mest i Thyborøn i det nordvestlige Jylland, hvor der indtil videre er løbet 14,5 millimeter gennem regnmåleren. Længere østpå i landet, hvor regnen er kommet senere, er der faldet mellem to og seks millimeter regn.

Opklaring kan nå de vestlige egne

I takt med at fronten fortsætter sin bevægelse mod øst, vil der i eftermiddagens løb være mulighed for, at der gradvist kommer lidt kig til solen i den vestlige del af landet.

Det er dog ikke ensbetydende med solskin og skyfrit vejr. For i slipstrømmen fra fronten vil en del byger bevæge sig ind over landet fra vest.

De kan lokalt blive ganske kraftige og give en del regn på kort tid. Længere mod øst skal man nok væbne sig ekstra godt med tålmodighed - her er solchancerne væsentligt mindre, og først fra ud på aftenen er der en lille mulighed for at se lidt til solen, inden den går ned.

I hele landet bliver temperaturerne beherskede og vil næppe nå 20 grader, samtidig vil vinden være op til frisk eller hård ved kysterne.

Drivvåd søndag forude

Det er ikke slut med regn i denne omgang. Allerede søndag morgen bevæger et lavtryk under udvikling sig op over især de østlige egne fra syd.

I de nuværende prognoser ser det ud til at give en del regn på Sjælland med op til 20-30 millimeter i løbet af søndagsdøgnet.