Her er de nye coronarestriktioner

Blandt andet indføres der krav om ensretning i alle landets butikker over 2000 kvadratmeter, og alle opfordres til at klare julegaveindkøbene alene.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) afholder, sammen med en række myndigheder, pressemøde om kommende restriktioner i hovedstadsområdet og resten af landet.
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) afholder, sammen med en række myndigheder, pressemøde om kommende restriktioner i hovedstadsområdet og resten af landet.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Regeringen vil på et pressemøde klokken 16 præsentere nye coronarestriktioner - enkelte for hele landet og en række særlige for 17 kommuner i hovedstadsområdet.

Restriktionerne vil gælde fra 7. december og indtil 2. januar 2021.

Landsdækkende krav om handel

Restriktionerne er fordelt på handel, uddannelser, arbejdspladser, idræts- og fritidsaktiviteter og forsamlinger.

Blandt andet opfordres alle 15-25 årige i de 17 kommuner til at lade sig teste, mens alle familier i hele landet opfordres til at foretage julegaveindkøbene én person ad gangen.

Derudover gøres de landsdækkende anbefalinger om antal kvadratmeter per handlende i butikker nu til et krav. Selve kravet afhænger af butikkens størrelse:

Butikker mellem 2.000 og 4.999 kvadratmeter må maksimalt tillade adgang for en person per 10 kvadratmeter indendørs gulvareal med offentlig adgang.

Butikker mellem 5.000 og 9.999 kvadratmeter må maksimalt tillade adgang for en person per 12 kvadratmeter indendørs gulvareal.

Butikker over 10.000 kvadratmeter må maksimalt tillade adgang for en person per 25 kvadratmeter indendørs gulvareal.

Der indføres desuden krav om ensretning i stormagasiner, storcentre og butikker på over 2000 kvadratmeter, hvilket ligeledes vil gælde hele landet.

Aflys timer og lav digital undervisning

På uddannelsesområdet anbefales de videregående uddannelser i de 17 kommuner blandt andet til at omlægge til digital undervisning og eksaminer, hvor det er muligt.

Grundskoler, ungdoms- og voksenuddannelser anbefales at sikre, at al spisning foregår klassevist og ikke på fælles arealer. Derudover indføres der et direkte forbud på undervisning på tværs af klasser på ungdoms- og voksenuddannelser.

Det anbefales, at fag med stor risiko for dråbesmitte på ungdoms- og voksenuddannelser, for eksempel idræt og musik, aflyses. Dog med undtagelse af fag, der afsluttes.

Forsamlingsforbud sænkes

I dag har børn og unge op til 21 år mulighed for at samles 50 personer ved idræts- og foreningsaktiviteter, men fra 7. december vil det ikke længere gøre sig gældende i de 17 kommuner.

Der må i stedet kun deltage 10 personer ved aktiviteterne.

På landsplan indskrænkes muligheden for at samles 500 personer ved siddende arrangementer. Det gælder nu alene aktiviteter i trossamfund, idræts- og kulturarrangementer, erhvervsrelaterede aktiviteter som for eksempel generalforsamlinger samt foredrag, kurser, undervisning, borgermøder og lignende.

Hvorfor de 17 kommuner?

De særlige restriktioner i de 17 sjællandske kommuner bygger på anbefalinger fra sundhedsmyndighederne, som TV 2 er i besiddelse af.

Her fremgår det blandt andet, at smitten blandt beboere i hovedstadsområdet udgør 50 procent af alle bekræftede tilfælde på landsplan i perioden 21.-27. november.

Beboerne i de udvalgte kommuner udgør 23 procent af smitten i den samlede befolkning.