Hemmelige agenter i vestjysk fiskerby - hvor tæt er ’Hvide Sande’-serien på virkeligheden?

To politiagenter, der optræder som nyforelsket ægtepar, er hovedkaraktererne i TV 2s nye krimiserie ’Hvide Sande’.

Mordet på en ung, tysk surfer ryster lokalbefolkningen i Hvide Sande og skræmmer turisterne væk.

Et år senere er det brutale drab fortsat ikke opklaret, og kriminalpolitiet indsætter derfor den danske undercoverekspert Helene, spillet af Marie Bach Hansen, og den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas, i skikkelse af Carsten Bjørnlund, som hemmelige agenter i lokalsamfundet.

Selvom de to politiagenter aldrig har mødt hinanden før, vælger de at optræde som et nyforelsket ægtepar i håbet om, at de så nemmere kan infiltrere miljøet i surfer- og turistparadiset.

Sådan lyder plottet kort fortalt i den nye danske krimiserie ’Hvide Sande’, som vises mandag på TV 2.

Men hvor tæt på virkeligheden i Danmark er krimiserien egentlig? Er det realistisk, at dansk politi sender et agentpar til en lille fiskerby for at efterforske en uopklaret drabssag?

Vi har talt med den tidligere undercoverbetjent Mogens Lauridsen, som i dag er politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, om, hvordan det er at arbejde under dække af en opdigtet identitet, og hvad den generelle praksis er herhjemme.

Da politiets brug af agenter hører under PET og er omgærdet af streng fortrolighed, er der dog visse ting, han ikke kan eller vil udtale sig om.

Nedenfor besvarer han en række spørgsmål baseret på egne erfaringer og viden.

TV-produktionen havde problemer med vind, da de optog til serien i Hvide Sande.
TV-produktionen havde problemer med vind, da de optog til serien i Hvide Sande.
Foto: Martin Dam Kristensen / TV 2

Hvor ofte gør dansk politi brug af undercoveragenter?

Jeg ved, at det er noget, som man bruger indimellem. Mig bekendt er det dog ret sjældent.

Mit bud er, at det bliver anvendt hvert år, men da det jo kræver en høj grad af hemmeligholdelse, så er det jo ikke almindelig kendt i politiet og derfor ikke eksakt viden.

Er det realistisk, at et agentpar optræder som ægtepar?

Det ville jo ikke være verdens dårligste skalkeskjul, sådan lige umiddelbart. Men jeg tror ikke, at der er nogen fast modus operandi (måde at arbejde på, red.). Det er vel situationsafhængigt, hvordan man griber det an.

Hvordan bliver man undercoveragent?

Indimellem er der nogle internt i politiet, der efterlyser emner til den type opgaver. Og hvis man så kender nogen, der er interesserede, kan man jo pege på dem. Så bliver de underkastet en vurdering af, om de har den rette profil til det, og så bliver de uddannet.

Da jeg i 1981 blev sat på en undercoveropgave på Christiania, fik jeg ikke nogen uddannelse. Dengang fandtes der kun uddannelser i udlandet, men i dag kan man vist nok blive uddannet herhjemme.

Er det svært at optræde under en opdigtet identitet?

Når man er politimand, tillægger man sig jo en adfærd, som er typisk for politifolk. For eksempel når man går ind et sted, så har man en speciel måde at kigge på folk på. Det skal man passe rigtig meget på med, når man lige pludselig har en anden rolle.

Sådan bruges undercoveragenter oftest

Og så skal man finde en identitet, som virker for én. Jeg fandt ud af, at sådan lidt langt hår, læderjakke, støvler og en motorcykel, der ikke ligner politiets motorcykler, faktisk var en okay rolle at spille for mig. For så lignede jeg sådan en halvrocker, og da jeg samtidig er lidt stor i det, så skulle der mere til, før folk turde sige noget til mig.

Hvad er det hårdeste ved arbejdet som politiagent?

Det hårdeste er nok, at du arbejder sindssygt mange timer. Det er jo ikke sådan, at man møder klokken 14.00 og går hjem igen klokken 22.00. Det er også hårdt for familielivet. Jeg havde en kæreste dengang, som jeg boede sammen med. Heldigvis havde vi ingen børn, for så havde det nok været endnu værre.

Samtidig er der jo en usikkerhed ved, at du lige pludselig kan risikere at blive opdaget eller ”afdækket”, som vi siger. Den usikkerhed har du jo med dig hele tiden som et konstant pres.

I hvilke typer af sager benyttes undercoveragenter?

Teoretisk set kan man bruge agenter i alle slags sager. Men det kræver sager af en vis alvorlighed. For det første er det jo aldrig helt ufarligt for dem, der skal være agenter, og for det andet er det en større operation at stable på benene, både ressourcemæssigt og rent logistisk.

I de få kendte sager herhjemme, hvor man har benyttet sig af undercoveragenter, har der været tale om narkokriminalitet.

Kan almindelige betjente få undercoveropgaver?

Ja, det kan godt være betjente i det almindelige politi, som sættes på en opgave som agent. Jeg havde selv været i politiet i fire år, da jeg på min første dag i uropatruljen blev sendt ind som undercoverbetjent på Christiania.

Men problemet er jo så bare, at hvis man skal arbejde undercover, må der helst ikke være for stor risiko for, at man møder nogen, der ved, at man har været ansat i politiet.

Jeg oplevede selv på Christiania, at jeg en dag kom til at sidde lige overfor min lillebrors klassekammerat på en af de der restaurationer, der er derude. Han vidste jo godt, at jeg var politimand. Så jeg turde ikke rejse mig af frygt for at vække opsigt, men sad bare stille og kiggede. Heldigvis havde han slet ikke fokus på mig. Jeg har drillet ham med det sidenhen.

Hvor længe arbejder man undercover på en sag?

Jeg var selv fire måneder på Christiania, og det var rigeligt for mig. Det var en spændende opgave, som vi forsøgte at løse så godt, som vi kunne. Men det er ikke noget, jeg har haft lyst til at prøve igen.

Hvad siger loven om brug af agenter i politiet?

I engelsk politi er der eksempler på undercoveragenter, som har været i årevis på samme sag. Der var en sag i medierne om en agent, som fik børn med nogle af de kvinder, som han mødte gennem sit arbejde. Så man skal nok passe på med at lade folk arbejde for lang tid i et miljø. For selvom man aldrig bliver en del af det, kan det være sværere og sværere at adskille tingene.

Skal en undercoveragent overholde lovgivningen?

Ja. Man må ikke opfordre til kriminalitet. For politiet må ikke være skyld i, at der sker en forbrydelse, som måske ellers ikke ville være sket.

Dengang jeg var undercoverbetjent på Christiania, skulle vi jo bare observere, hvad der foregik, og prøve at finde ud af, hvem der stod bag handelen med stoffer. Men vi måtte ikke selv købe noget, for så ville det jo være en ”provokatørhandel”.