Håndbold: TTH Holstebro henter islandsk fløj hos konkurrenter

TTH Holstebro forstærker truppen med fløjspilleren Odinn Rikhardsson. Han skifter til TTH efter denne sæson.

Odinn Rikhardsson skifter til TTH Holstebro. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Den islandske EM-aspirant Odinn Rikhardsson fortsætter karrieren i den danske topklub TTH Holstebro, der har været på rov hos ligakonkurrenten GOG.

Rikhardsson, der er en del af den islandske EM-bruttotrup, har spillet i GOG siden 2018. Han bliver TTH-spiller efter den igangværende sæson.

Højrefløjen har skrevet under på en etårig aftale, hvor han i første omgang er tilset en rolle som afløser for den korsbåndsskadede Christian Jensen.

- Når nu skaden er sket, er vi glade for at det lykkedes at hente Odinn, da han er en spiltype, som passer godt her i klubben. Han er hurtigt, fræk, har store kvaliteter i begge ender af banen og er en fløjprofil i den danske liga, siger TTH-direktør John Mikkelsen i en pressemeddelelse.

I denne sæson har Odin Rikhardsson scoret 26 mål i 16 ligakampe for GOG, der ligger nummer seks efter de første 17 grundspilskampe. GOG har 20 point – og tre point op til TTH på andenpladsen.

Klubberne holder pause, mens EM bliver spillet i Norge, Østrig og Sverige. Rikhardsson skal dog holde sig klar til at blive skiftet ind i den islandske trup, da han er en del af Gudmundur Gudmundssons 28-mandstrup til EM. Tirsdag aften spiller Island mod Norge i den næstsidste mellemrundekamp.

Odinn Rikhardssons skifte fra GOG til TTH Holstebro til sommer betyder, at der nu er en ledig plads på GOG's højrefløj til TTH's Kasper Kildelund, som ifølge TV 2 SPORT's oplysninger er på vej tilbage til barndomsklubben, som han forlod i 2016.