Frost og solskin: Pæn efterårsweekend i vente

Både lørdag og søndag vil danskerne få oktobersolen at se.

Weekenden byder på sol - men også risiko for nattefrost, og regn en kort overgang.
Weekenden byder på sol - men også risiko for nattefrost, og regn en kort overgang.
Foto: Seerfoto / Preben Bitsch

Efterårsferien lakker mod enden, men de fleste danskere har fortsat mulighed for at nyde den forestående weekend med relativt pænt oktobervejr.

Man skal dog sørge for at have det varme tøj ved hånden - navnlig, hvis man vil ud i vejret i de tidlige morgentimer.

Relativt kølig luft strømmer fortsat ned over Danmark fra nordøst, hvilket gav os den hidtil koldeste nat dette efterår natten til fredag.

Allerede natten til lørdag kan det blive endnu koldere, og det er muligt, at temperaturen tidligt lørdag morgen kan nå ned omkring minus tre grader, hvor det bliver koldest.

Det bliver det i den centrale og nordlige del af Jylland, men det kan også blive let frostvejr over Midt- og Nordsjælland.

Pæn lørdag med svage vinde

Weekendens første dag kommer efter en kold begyndelse til at byde på temperaturer, der når op omkring 10-12 grader, hvilket er meget lig det niveau, vi har oplevet de seneste dage.

Til gengæld vil vinden efterhånden være aftaget i næsten hele landet, så vi generelt kan nøjes med en svag til jævn vind fra vest. Sidst på dagen vil vinden dog friske op i den nordvestlige del af Jylland samtidig med, at der kommer flere skyer ind fra Nordsøen.

I resten af landet vil man helt indtil solnedgang få solen at se i længere perioder, selvom der ikke bliver tale om solskin fra en skyfri himmel.

Skyerne fra Nordsøen skyldes en koldfront, der natten til søndag skal passere landet. I den forbindelse vil der falde en smule regn, ligesom vinden vil tage en smule til fra nordvest.

Søndag med sol - og lidt lavere temperaturer

Koldfronten efterfølges - som navnet antyder - af koldere luft, hvilket vi får at mærke søndag. Temperaturerne vil derfor højest nå 9-11 grader, og vinden vil også være op til frisk fra nordvest. I den nordlige del af Jylland må man igen holde for, da vinden her kan være op til hård.

Til gengæld vil vi igen kunne nyde efterårssolen mellem de drivende skyer, der vil være på himlen. Søndag morgen vil man dog stå op til skyer og en smule regn i den sydøstlige del af landet, inden koldfronten forlader hele landet i løbet af formiddagen.

Femdøgnsskema udsendt af TV 2 Vejret 16. oktober 2020.
Femdøgnsskema udsendt af TV 2 Vejret 16. oktober 2020.
Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Natten til mandag kan vi igen få nattefrost, inden vi i den kommende uge efterhånden vil få mere ustadigt og lunere vejr med vindretninger fra syd og sydvest.