Fredag bliver grå - og aftenen bliver særligt våd

Dagen byder på skyer, dis og småregn, mens aftenen byder på et kortvarigt intenst regnvejr til hele landet.

Fredagen byder både på regn og tørvejr.
Fredagen byder både på regn og tørvejr.
Foto: Colourbox

Efterårsferien går på hæld, og den seneste uge har været meget våd.

Selvom fredagen byder på mange skyer og småregn, vil der dog også være lange tørvejrsperioder. I aften vil en markant koldfront passere ind over landet fra sydvest mod nordøst.

I morgen- og i formiddagstimerne vil mange opleve, at det til tider regner. Men der er også lange perioder med tørvejr.

I eftermiddag vil man opleve, at skyerne løfter sig, men det er nok kun få steder, at der kommer solstrejf. Det vil fortsat være med småregn nogle steder i landet. Temperaturen når op på mellem 12 og 15 grader, og vinden vil generelt være jævn til frisk fra syd.

Prognose for fredag klokken 18.
Prognose for fredag klokken 18.
Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Som aftenen nærmer sig, vil en koldfront fra sydvest også nærme sig. Fronten bevæger sig så hurtigt, at den kun giver regn en times tid. Til gengæld vil regnen være ret intens, og måske kan der også komme et enkelt tordenbrag.

I de sene aftentimer vil fronten husere over Nordjylland og Bornholm, og på bagsiden af fronten drejer vinden i sydvest. 

Prognose for fredag klokken 23.
Prognose for fredag klokken 23.
Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Dagens regnvejr giver generelt mellem fem og ti millimeter regn, og der er den seneste uge faldet 56 millimeter regn i gennemsnit på landsplan. Derfor er det også meget vådt mange steder i landet.