Fra pokalvinder til fyret: Det værste jeg nogensinde har prøvet

Mathias Madsen er færdig i Herning-Ikast. Nu fortæller han om uenighederne, hvordan de seneste måneder har været, og hvad fremtiden bringer.

Herning-Ikasts træner Mathias Madsen i Santander Final4 finalekampen mellem Herning-Ikast Håndbold og Odense Håndbold i Gråkjær Arena i Holstebro, søndag 29.december,
Herning-Ikasts træner Mathias Madsen i Santander Final4 finalekampen mellem Herning-Ikast Håndbold og Odense Håndbold i Gråkjær Arena i Holstebro, søndag 29.december,
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Efter kun et halvt år i spidsen for Herning-Ikast Håndbold var Mathias Madsen i december med til at hente den første titel til klubben i fire år.

Her syv måneder senere er han færdig i klubben - et år før kontraktudløb.

Det har været en svær beslutning for den 38-årige træner, at han ikke længere skal være i klubben og omkring holdet. Siden uenighederne begyndte for en måneds tid siden og kom frem i medierne, har det været en hård tid.

- Det har været frygteligt. Det er det værste, jeg nogensinde har prøvet, siger Mathias Madsen til TV 2 SPORT.

- Det har været hårdt mentalt, og det skal jeg lige slikke sårene på stadig, kan jeg mærke. Det er ikke blevet nemmere af, det er blevet offentliggjort i dag.

- Det har været en rutsjebane her det sidste halve år, synes jeg. Så 2020 indtil videre har ikke været året, man tænker tilbage på, der har været allerfedest.

Som menneske er jeg en, der står ved mine meninger, og det er også derfor, jeg sidder i den her situation nu

Mathias Madsen

'Fornemme resultater på kort tid'

På trods af det gør ondt lige nu, så er han stolt af det, han har opnået i sin tid i klubben. Den første titel i fire år blev vundet med ham på sidelinjen til Final 4-stævnet i december - noget han er utrolig stolt af.

- Det viser det arbejde, der var lavet det første år, virkelig bar frugt. Vi var på vej til at toppe holdet til slutspillet, og vi var virkelig, virkelig skarpt kørende med en plads i semifinalen i Europa og havde senest slået København på udebane med syv mål. Så vi var virkelig på vej tilbage til den top, hvor vi var farlige.

Inden Mathias Madsen overtog som cheftræner for det midtjyske hold, varetog han rollen som assistent i tre år. De fire år, han nåede i klubben, er han taknemlig for.

- Jeg er rigtig glad for at være håndboldtræner og rigtig glad for at være ude i Herning-Ikast med nogle sindssyg dygtige piger og nogle, der gerne vil træne. Og jeg synes også, vi opnåede nogle meget fornemme resultater på den korte tid, jeg var træner.

- Så man er sådan lidt ambivalent, når sæsonen bliver lukket ned, og lige pludselig tre måneder senere står man faktisk uden noget job.

'Fuld respekt' trods uenighed

Indtil nu har det blot heddet, at cheftræneren var uenig i ledelsens strategi, der fører til besparelser på det sportslige budget. Men efter det blev officielt i dag, at han stopper, vil han gerne fortælle, hvad uenighederne bunder i.

Mathias Madsen har 'fuld respekt' for, ledelsen har valgt at spare på forskellige områder - herunder spillerbudgettet - for at passe på klubbens økonomi.

Herning-Ikast vinder pokalen og Herning-Ikast's træner Mathias Madsen får lufttur i Santander Final4 finalekampen mellem Herning-Ikast Håndbold og Odense Håndbold i Gråkjær Arena i Holstebro, søndag 29.december 2019.
Herning-Ikast vinder pokalen og Herning-Ikast's træner Mathias Madsen får lufttur i Santander Final4 finalekampen mellem Herning-Ikast Håndbold og Odense Håndbold i Gråkjær Arena i Holstebro, søndag 29.december 2019.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Men når de fastholder en sportslig målsætning om at kæmpe med i toppen hvert år og spille op med Esbjerg og Odense, så mener han ikke, det er realistisk i forhold til den trup, der er. Senest har klubben skilt sig af med den norske profil Jeanett Kristiansen.

- Man tager nogle boksekampe med bestyrelsen og så videre. Her var de så hårde, at det var bedst, vi gik hver til sit, for jeg tror ikke, det var muligt at redde det forhold.

Selvom deres veje nu skilles, så er han 'slet ikke bitter' over, de går en anden vej.

- Jeg kunne bare have lukket i og fulgt klubbens målsætning. Men som menneske er jeg en, der står ved mine meninger, og det er derfor, jeg sidder i den her situation.

- Jeg synes bare ikke, man skal være træner for et hold, hvis man ikke tror på, man kan nå den målsætning.

Jeg har bevist mig på allerhøjeste hylde, og som en ung træner at føre et hold til en titel

Mathias Madsen

Ikke færdig på sidelinjen

Den nu tidligere HIH-træner ved endnu ikke, hvad fremtiden byder på, og han har heller ikke travlt med at finde et nyt job.

- Lige nu slikker jeg sårene, og så må jeg i gang med at se mig om efter jobmuligheder. Ellers vil jeg tage tiden stille og rolig og blive ved med at dygtiggøre mig som træner ved at se en masse håndboldkampe.

Står det til ham selv, er han ikke færdig med håndboldscenen - hverken på dame- eller herresiden. Men han erkender, det kan blive svært at finde en plads, fordi ligaerne er spækket med dygtige trænere.

- Man skal være heldig lige at få snuden ind det rigtige sted for virkelig at få chancen. Om det er damer eller herrer – det betyder ikke det store for mig. Bare det er det rigtige projekt, og at de folk, der står bag, er nogle, man kan samarbejde med.

- Jeg synes, jeg har bevist mig på allerhøjeste hylde ved som en ung træner at føre holdet til en titel i mit første halve år. Jeg er også sikker på, jeg har nogle spillere, der vil bakke op omkring, at det arbejde, jeg laver, er rigtig godt og meget, meget grundigt gennemført.

Skulle det ikke være muligt at lande et nyt trænerjob, har han en anden karrierevej i baghånden.

- Jeg har også et bankjob, der ligger og venter på mig, hvis det er det, der er tilfældet. Så mulighederne er fine, men man ved aldrig, hvad fremtiden bringer.