Forslag: Flyt til udkanten af Danmark og få reduceret din studiegæld

Dansk Folkeparti har kigget mod Norge, hvor man ifølge partiet har positive erfaringer med en lignende model.

Hvis nyuddannede slår sig ned og får job i bestemte kommuner, skal de kunne få reduceret deres studiegæld, lyder forslag fra DF.
Hvis nyuddannede slår sig ned og får job i bestemte kommuner, skal de kunne få reduceret deres studiegæld, lyder forslag fra DF.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Bosæt dig og tag job i bestemte kommuner i Danmark, og du kan få reduceret din studiegæld betragteligt.

Sådan lyder budskabet fra Dansk Folkeparti i et nyt forslag, som skal hjælpe kommuner, der har det økonomisk svært, med at tiltrække private arbejdspladser og højtuddannet arbejdskraft.

Det er Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der lufter ideen om såkaldte tiltagszoner, hvor nyuddannede kan få en økonomisk gulerod. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Hvis man som nyuddannet flytter til, bosætter sig i og får job i en tiltagszone, så får man godskrevet en del af sin studiegæld. Den vil blive reduceret med ti procent om året i op til fem år. Altså en potentiel halve­ring, siger Morten Messerschmidt.

Han nævner blandt andet kommuner på Lolland og i Vestjylland som mulige tiltagszoner sammen med Halsnæs Kommune i Nordsjælland.

S-borgmester er positiv

I Halsnæs møder forslaget opbakning fra kommunens socialdemokratiske borgmester, Steffen Jensen.

- Jeg synes, at det er et kreativt forslag. Hvis vi skal sikre for eksempel flere læger i kommunen, så er det en spændende incitamentsstruktur, hvor man kunne lave en prøveperiode for at se, om det kan virke, siger Steffen Jensen.

I følge Morten Messerschmidt har man i Norge afprøvet modellen og høstet positive erfaringer.

- Erfaringerne viser, at folk begynder at kigge til de kommuner, som før har været lavere på attraktionslisten, og når de først har bosat sig og fået job, så bliver de ganske ofte i kommunen, siger Morten Messerschmidt.