Forhandlere sender nødråb til Dan Jørgensen: Vi løber tør for træpiller til vinter

Er situationen så alvorlig, som branchen siger, bliver Europa nødt til at indføre rationering på træpiller, vurderer professor.

Der mangler træpiller i hele Europa, og det har fået prisen til at stige.
Der mangler træpiller i hele Europa, og det har fået prisen til at stige.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Danmark risikerer til vinter helt at løbe tør for træpiller til opvarmning af 100.000 private hjem.

Sådan lyder advarslen fra Associationen Dansk Biobrændsel (ADB), der er brancheforening for en række af Danmarks største importører af biomasse, der til sammen står for salget af cirka 40 procent af det danske træpilleforbrug.

- Vi ser ind i, at nogle kommer til at fryse. Det er lidt uhyggeligt, at det skal være på den måde, men jeg kan ikke se, at det kan være anderledes, siger formand Henrik Nørbo Mosegaard til TV 2.

Det har torsdag fået organisationen til at sende et bekymringsbrev, som TV 2 er i besiddelse af, til blandt andre klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).

Skal danskere med pillefyr undgå en akut mangel på brændsel, skal der nemlig handles hurtigt, lyder det i brevet.

quoteProblemet er også, at jeg har svært ved at se nogen åbenlyse løsninger.

Henrik Nørbo Mosegaard, formand for Associationen Dansk Biobrændsel

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet bekræfter til TV 2, at de har modtaget brevet.

Allerede en mangelvare

Gennem de seneste dage har TV 2 kunnet fortælle, hvordan mange danskere kæmper med de i forvejen skyhøje priser på træpiller.

En af dem er Niels Jensen fra Vendsyssel, som opvarmer sit hus med pillefyr. Men hans beholder til træpiller står i øjeblikket tom, fordi pillerne simpelthen er blevet for dyre.

Hvis Niels Jensen skal fylde sin beholder, vil det med de nuværende priser koste ham 51.000 kroner årligt. Sidste år gav han 18.000 kroner.

- Jeg ved ikke, om vi er nødt til at "fryse ihjel" den kommende vinter, for jeg får simpelthen ikke råd til at fylde piller på fyret. Måske er vi i yderste tilfælde nødt til at flytte, men økonomisk set er det heller ikke en mulighed, vi har, sagde Niels Jensen onsdag til TV 2.

Ifølge Henrik Nørbo Mosegaard skyldes de høje priser, at hans medlemmer har svært ved at købe store nok mængder hjem. Flere steder må de arbejde hårdt for at undgå hamstring.

Men ifølge virksomhederne, der importerer og sælger træpillerne til folk som Niels Jensen, står vi over for en situation, der er langt mere alvorlig end som så:

- Status i øjeblikket er en mangelsituation. Men det kan godt eskalere, advarer Henrik Nørbo Mosegaard.

Risiko for kamp om træpiller

Allerede i 2021 fik en tør og vindstille sommer prisen på el produceret fra kul og gas til at stige – og henover vinteren steg efterspørgslen på træpiller, fortæller Henrik Nørbo Mosegaard.

Situationen blev kun værre i februar, da Rusland, som er en af de største leverandører af biomasse til Europa, invaderede Ukraine.

Det har ifølge Associationen Dansk Biobrændsel skabt en mangel på mindst 7,2 millioner tons træpiller på tværs af Europa, hvilket svarer til mere end det dobbelte af hele Danmarks træpilleforbrug i 2020.

Så mange træpiller bruger Danmark

Men som om det ikke var slemt nok, er en af Danmarks vigtigste kilder til biomasse nu også begyndt at halte.

I takt med at byggebranchen så småt taber fart, er savværker på tværs af Europa nemlig begyndt at producere mindre tømmer, fortæller Henrik Nørbo Mosegaard:

- Det er jo savsmuld og andre restprodukter fra de her savværker, vi bruger til træpiller. Hvis de producerer mindre, er der mindre savsmuld, og så kommer der færre træpiller.

Derfor risikerer Danmark også en situation, hvor man må kæmpe om at få træpiller med resten af Europa. Her er det dem, der er villige til at betale mest, der vinder.

quoteJeg mener, at man skal tage det meget alvorligt. Ikke bare i Danmark, men i hele Europa.

Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet

Det kan skabe en spiral, hvor priserne eksploderer, uden at der kan blive produceret flere træpiller.

- Dem, der først panikker, er også dem, der først er villige til at betale mere. Og så ryger varerne hen til dem, siger han.

Danskere med eget pillefyr rammes først

Ifølge Henrik Nørbo Mosegaard er de store forsyningsselskaber normalt gode til at sikre forsyning af træpiller.

Derfor er man hos Associationen Dansk Biobrændsel ikke videre nervøs for de danske fjernvarmekunder, selvom en del af deres varme også kommer fra afbrændingen af træpiller.

I stedet er det de cirka 100.000 danskere, der opvarmer deres hjem med et privat pillefyr, der kan ende i en alvorlig klemme.

Bliver der ikke gjort noget, er "det mest realistiske" nemlig, at vi løber helt tør for træpiller til private i Danmark, lyder det fra formanden:

- Problemet er, at pillerne simpelthen ikke er der.

Spørger man Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, lyder ADB’s bekymring "realistisk".

- Jeg mener, at man skal tage det meget alvorligt. Ikke bare i Danmark, men i hele Europa, siger han til TV 2.

Allerede i marts foreslog professoren i et notat sammen med Ingeniørforeningen IDA at oprette et nationalt beredskab, som på tværs af myndigheder, virksomheder og organisationer kan håndtere forsyningskriser.

Men ifølge Brian Vad Mathiesen kan det blive nødvendigt simpelthen at rationere træpillerne.

- Er situationen så alvorlig, som branchen siger, skal Europa rationere, så vi er sikre på, at der kommer noget til alle, siger han.

- Jeg har svært ved at se nogen åbenlyse løsninger

I brevet til ministeren foreslår ADB selv at øge adgangen til træpiller ved midlertidigt at slække på de bæredygtighedskrav til biomasse, som blev indført i 2021.

For biomasse, der importeres til Danmark, er der blandt andet en række krav til genrejsning af skov, biodiversitet og vilkår for arbejdere i produktionen.

Men hvor mange flere træpiller, det ville give det danske marked adgang til, har Henrik Nørbo Mosegaard ikke svaret på.

Samtidig er en lempelse af kravene "absolut ikke noget", som Associationen Dansk Biobrændsel ønsker.

Derfor nævner direktøren over for TV 2 også muligheden for så vidt muligt at pålægge kraftvarmeværker at fyre med kul i stedet for træpiller. Men det vil være svært at administrere, understreger han:

- Problemet er også, at jeg har svært ved at se nogen åbenlyse løsninger. Hvis de nemme løsninger havde været der, havde vi taget dem, siger Henrik Nørbo Mosegaard.

TV 2 har uden held forsøgt at få et interview med Dan Jørgensen, hvor vi ville have spurgt ind til, om han deler bekymringen hos Dansk Biobrændsel, og hvilke løsninger han forestiller sig på problemet.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har i stedet sendt et skriftligt svar, hvor de – udover at bekræfte modtagelsen af brevet – skriver:

- Deres bekymring er vi opmærksomme på, og vi er i gang med at undersøge det nærmere. Vi tager selvfølgelig også fat i Dansk Biobrændsel.