Flere busruter i yderområder skal sløjfes: - Det er stærkt bekymrende

Nedskæringer af busruter i Midt- og Østjylland går ud over borgerne, mener Landdistrikternes Fællesråd.

Bus

17 busruter i Midt- og Østjylland skal enten skæres væk eller nedjusteres.

Beslutningen kommer efter ti år med stigende udgifter til den kollektive trafik, og nu siger Regionsrådet i Midtjylland stop. 

Udgifterne er blevet for høje, og det skaber en ubalance mellem udgifter og budget.

- I 2008 brugte vi 40 procent af vores budget på den kollektive trafik. Nu er vi oppe på 52 procent. Det bliver ikke ved med at gå, siger Poul Erik Christensen (R), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland.

Besparelsen falder ikke i god jord hos Landdistrikternes Fællesråd. Her mener formanden, Steffen Damsgaard, at regionen er ved at tage en forkert beslutning.

- Det er stærkt bekymrende. Den regionale bustrafik er rygraden i bustrafikken, som kommunerne binder sig op på. Jeg er bekymret for de konsekvenser, det får for de borgere, der bruger det i dag, der ikke har andre alternativer, siger han.

Du kan nederst i artiklen få et overblik over, hvilke busruter der er tale om.

Besparelser rammer borgere i yderområder

Busruterne, der er tale om, fordeler sig over det midt- og østjyske.

I dag er det regionen, der betaler og står for driften af den kollektive bustrafik. Men i løbet af 2018 vil regionens finansiering af en række busruter bortfalde.

Når besparelserne på de 17 busruter træder i kraft, vil udgifterne blive skubbet direkte over til kommunerne, mener Steffen Damsgaard.

Han vurderer, at kommunerne ikke kan undvære de udvalgte busruter, der står til at blive sløjfet eller nedjusteret. Set fra hans synspunkt binder ruterne kommunerne sammen.

- Det er jo netop hovednetværket af bussystemet, man vil skære væk. Det er det, der kører på tværs af kommunerne mellem deres hovedbyer. Det har altså en stor værdi. Det har en betydning, og der er mange, som indretter deres hverdag efter det. Derfor er det ikke et sted at skære, siger han.

Udover at besparelserne vil ramme mange borgere i yderområderne, kommer kommunen også økonomisk til at lide.

Ifølge Steffen Damsgaard kan den samme betjening, som busruterne i dag tilbyder borgerne i området, ikke opretholdes, medmindre kommunen skal have penge op af lommen.

- En del af de her ruter ligger i land- og yderkommuner, som i forvejen er hårdt pressede. Derfor er det bekymrende, om man vil kunne fastholde en betjening på samme niveau, hvis kommunerne skal foretage det, siger han.

Malene Freudendal-Pedersen, lektor hos Roskilde Universitet, er ekspert i transport og mobilitet i det senmoderne hverdagsliv. Hun er enig med Steffen Damsgaard.

- Det gør en stor forskel, at man som samfund har andre muligheder end at køre bil. Der bor som regel ikke kun folk, der har kørekort eller mulighed for at køre eller eje en bil. Det sætter bevægelsesfriheden ned, og det gør det til et mere isoleret område for alle, der ikke har en bil, siger hun.

Bil i yderområder kan være nødvendigt

Hvis folk vil bo i yderområder, hvor der ikke er nok kollektiv trafik, kan de så ikke bare købe en bil?

- Det ser vi allerede i dag. Det er man indstillet på. Der er ikke busbetjening hvert femte minut, som hvis det er i en større by. Det er vi allerede ude over. Der har allerede været mange busnedskæringer, siger Steffen Damsgaard og fortsætter:

- I fremtiden vil der være førerløsebusser, som kan lette budgettet, men det er ikke der, vi er endnu. Derfor er det bekymrende, at man vil lave denne nedskæring.

1:56
Region Midtjylland skal spare 35 millioner på busdrift. I Knudby frygter borgerne for sin busrute, der for dem er en livsnerve.