Finans Danmark: Simon Kollerup er ude på et skråplan

Folk skal forstå, at bankerne i udgangspunktet ikke tjener penge på at opkræve negative renter, siger formanden for Finans Danmark, Ulrik Nødgaard.

Erhvervsminister, Simon Kollerup (S). (arkivfoto)
Erhvervsminister, Simon Kollerup (S). (arkivfoto)
Foto: Emil Helms / Ritzau Scanpix

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er ude på et skråplan, når han vil gribe ind overfor banker, der opkræver negative renter.

Det mener Ulrik Nødgaard, som er formand for bankernes interesseorganisation, Finans Danmark.

- Min fantasi rækker ikke til, at Folketinget skal sidde og lovgive om priser i en bestemt virksomhed. Det ville være uhørt, siger han til TV 2.

Udmeldingen kommer, efter at erhvervsministeren tirsdag skrev, at det skal være slut med at kræve betaling fra kunder for at have penge stående i banken.

- Jeg mener, at det skal stoppe nu. Grænsen er nået. Det bliver simpelthen for grådigt, når bankerne leverer store overskud, men alligevel fortsætter med at pålægge negative renter på flere og flere danskere, skrev Simon Kollerup i et opslag på Facebook tirsdag, hvor han samtidig inviterede Finans Danmark til møde.

Ulrik Nødgaard fortæller, at han med glæde drikker en kop kaffe med ministeren, så han kan forklare ham alle nuancerne.

Ikke en god forretning for bankerne

Storbankerne Danske Bank og Nordea har de seneste dage har sænket grænsen for, hvor mange penge man må have stående i bankerne uden at skulle betale for det. Langt de fleste banker har nu en grænse på 100.000 kroner.

Det mener erhvervsministeren er grådigt, fordi bankerne samtidig leverer store overskud hvert år.

Men der er noget grundlæggende galt med den udlægning ifølge Ulrik Nødgaard.

Han forklarer, at negative renter ikke er bankernes påfund, men en nødvendighed, fordi Nationalbanken har haft negative renter siden 2012. Dermed har bankerne de sidste ni år betalt for at have penge i Nationalbanken, og den udgift kan de ikke blive ved med at påtage sig.

- Det er altså ikke noget, bankerne tjener penge på. Faktisk sætter bankerne stadig penge til, og det er en dårlig forretning, siger han til TV 2. 

Ifølge ham skal Finans Danmark være endnu bedre til at forklare danskerne, hvorfor de betaler negative renter, så man ikke får den opfattelse, at bankerne gør det, fordi de er grådige.

Han anfægter desuden Simon Kollerups påstand om, at "bankerne leverer stort overskud".

- Hvis kriteriet er at kigge efter brancher, der tjener mange penge, skal man ikke kigge mod banker, fordi vi tjener faktisk mindre end det øvrige erhvervsliv, siger formanden.

I 2020 var overskuddet i landets største 17 banker og realkreditinstitutter samlet på 24,4 milliarder kroner, hvilket er et fald på 33 procent fra 2019. Det viser tal fra Finans Danmark.

Ingen venner på Christiansborg

Det er ikke en sjældenhed, at bankerne kommer i modvind i offentligheden.

De seneste år er den ene skandale efter den anden væltet frem, og ifølge Ulrik Nødgaard har det gjort bankerne upopulær - både blandt befolkningen og på Christiansborg.

- Tanken har da strejfet mig en enkelt morgen eller to, at vi ikke rigtig har nogen venner i regeringen, siger han.

Uagtet nægter formanden for Finans Danmark dog at tro på, at Folketinget kommer til at lovgive om bankernes prisfastsættelse.

Indtil videre har meldingerne blandt de politikere, TV 2 har talt med, da også været negative.

Ifølge Torsten Schack Pedersen, der er erhvervsordfører for Venstre, er det utænkeligt, at Venstre vil gå med til at straffe bankerne yderligere.

- Jeg er noget overrasket over ministerens udmelding. Det kunne være, at erhvervsministeren skulle slå mere ud efter regeringen, som har lagt milliardskatter på bankerne, end pengeinstitutterne, siger han til TV 2.

TV 2 arbejder på at få en kommentar fra Simon Kollerup.