Familie kræver erstatning fire år efter dødsfald på misbrugscenter
Det er på sin plads, at Tjele Søgaarden påtager sig moralsk skyld for min søns død, siger Malik Mads Rohdemejers mor.
For fire et halvt år siden døde dengang 25-årige Malik Mads Rohdemejer på behandlingscentret Tjele Søgaarden øst for Viborg efter at være blevet fejlbehandlet. Nu kræver Maliks familie erstatning af behandlingscentret.
Det oplyser Marlene Nielsen, Malik Mads Rohdemejers mor, til TV 2.
Behandlingscentret Tjele Søgaarden blev i oktober i år idømt 20 dagbøder på 4000 kroner – i alt 80.000 kroner – ved retten i Viborg.
Men familiens krav om en erstatning på 100.000 kroner blev afvist af domstolen i Viborg, og den afgørelse anker familien nu.
- Det er jo ikke pengene, det drejer sig om. Der er ingen erstatning, der kan bringe Malik tilbage til os, men af principielle grunde anker vi, siger Marlene Nielsen.
- Vi mener, at det er på sin plads, at Tjele også påtager sig moralsk skyld for Maliks død, siger hun.
Jan Meincke, centerleder på Behandlingscenter Tjele Søgaarden, siger til TV 2, at det er dommeren, der har afvist at give familien erstatning – ikke behandlingscentret.
- Det er heller ikke rart for os, det her. Jeg har sagt flere gange, at vi er forfærdeligt kede af den her sag, og det er vi i den grad stadig, siger Jan Meincke til TV 2.
Kæmpede med stofmisbrug
Malik Mads Rohdemejer døde i juni 2020, mens han var i behandling for et stofmisbrug på Tjele Søgaarden.
Men på misbrugscentret blev der begået fejl, der endte med at koste ham livet. En obduktionserklæring viste efterfølgende, at Malik Mads Rohdemejer døde af en forgiftning med metadon og et andet medikament, som han fik af personalet under opholdet.
Marlene Nielsen kæmpede i over tre år for at få Midt- og Vestjyllands Politi til at efterforske sagen, så der kunne placeres et ansvar, og i november sidste år slog Statsadvokaten i Viborg fast, at politiets sagsbehandling havde været "urimelig lang".
I januar i år valgte Statsadvokaten i Viborg at rejse tiltale i sagen – ikke mod enkeltpersoner, men mod behandlingscentret.
- Det er vores vurdering, at der kan føres bevis for, at det er den samlede mængde af fejl, som de ansatte på behandlingscentret begik, der forårsagede patientens død, sagde statsadvokat Jakob Berger Nielsen ifølge en pressemeddelelse fra Statsadvokaten.
Efterforskede to ansatte
I pressemeddelelsen kom det også frem, at Midt- og Vestjyllands Politi havde efterforsket, om to ansatte på misbrugscentret kunne drages til ansvar.
- På baggrund af efterforskningen, herunder udtalelser fra Retslægerådet og Styrelsen for Patientsikkerhed, er det vores vurdering, at de fejl, som personalet måtte have begået, selvstændigt indebærer en så lav grad af uagtsomhed, at der ikke er grundlag for at tiltale dem personligt, sagde Jakob Berger Nielsen dengang.
Der var fastsat to retsdage i november til retssagen mod Tjele, men efter misbrugscentret, få uger inden retten skulle behandle sagen, erkendte at have skyld i sagen om Malik Mads Rohdemejers død, blev der i stedet afsagt dom ved et enkelt retsmøde i Viborg i slutningen af oktober.