Får vi årets første sommerdag mandag? Her er der størst chance

Rammer vi 25 grader, har vi ramt den magiske grænse.

Mandag er lige på vippen til at kunne blive årets første sommerdag.
Mandag er lige på vippen til at kunne blive årets første sommerdag.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Der er stor spænding om temperaturen mandag. Umiddelbart står højeste temperatur til at blive 24 grader, men der skal ikke meget til, før vi lokalt rammer de 25 grader og dermed kan notere mandag som årets første meteorologiske sommerdag.

Rammer vi den magiske grænse, vil det sandsynligvis være i København eller Nordsjælland.

Det bliver dog ikke nødvendigvis en sommerlig dag med masser af sol fra en klar blå himmel.

I den vestligste del af landet er der risiko for byger, mens de øvrige landsdele overvejende vil holde tørt.

Og jo længere mod øst, desto bedre chance for sol og temperaturer på op mellem 22 og 24 grader – og måske 25 grader lokalt.

Natten til tirsdag og ud på morgenen skal et regnvejr passere, inden der igen kommer en del sol, men også lidt lavere temperaturer igen.

Dermed bliver årets første sommerdag enten i morgen, og ellers må vi vente et stykke tid endnu.

Jo længere øst på, desto mere sol og muligvis lokalt også 25 grader.
Jo længere øst på, desto mere sol og muligvis lokalt også 25 grader.
Foto: TV 2

I Danmark kalder vi det en sommerdag, når temperaturen et eller andet sted i landet når over 25,0 grader.

Den tidligste officielle sommerdag i dansk vejrhistorie var den 17. april 1964, hvor termometret kom op på 25,2 grader ved Klosterhede Plantage mellem Holstebro, Lemvig og Struer.

Den seneste sommerdag kom så sent som 1. oktober 2011, hvor man nåede 26,9 grader i Store Jyndevad i Sønderjylland.

Det er ikke usandsynligt, at vi krydser 25 grader på en af de officielle målestationer i løbet af mandagen.
Det er ikke usandsynligt, at vi krydser 25 grader på en af de officielle målestationer i løbet af mandagen.
Foto: TV 2