Ellemann trækker sig som gruppeformand for Venstre

Den afgående gruppeformand mener, der er kommet styr på folketingsgruppen. Fremover vil han udelukkende koncentrere sig om at være formand.

Jakob Ellemann-Jensen trækker sig som gruppeformand for Venstre på tirsdag.

Det bekræfter han over for TV 2.

Derfor skal Venstres folketingsgruppe vælge en ny gruppebestyrelse i næste uge.

En central post

Posten som gruppeformand er central, og især på de indre linjer er gruppeformanden et omdrejningspunkt for udformning og koordinering af partiets politik.

Jakob Ellemann-Jensen har siddet på gruppeformandsposten i Venstre, siden han blev valgt som formand for oppositionens største parti i september. Men fremover vil han koncentrere sig om kun at være formand.

Da han i efteråret valgte at sætte sig på gruppeformandsposten kom det som en overraskelse for flere politiske iagttagere, at den nye formand ville have to store kasketter på.

Dengang forklarede Jakob Ellemann-Jensen, at han havde behov for at have "fingeren i jorden" i Venstres folketingsgruppe efter en turbulent tid med fløjkampe i partiet og en højdramatisk sommer, hvor både formand Lars Løkke Rasmusen og næstformand Kristian Jensen trak sig.

Ellemann: Har fået styr på gruppen

Hovedpersonen selv forklarer torsdag formiddag til TV 2, at det tiden er kommet til, at han kun skal bestride en post.

- Jeg har været gruppeformand, fordi jeg synes, det var vigtigt at få ordentlig fat i gruppen og greb om de små bølgeskvulp, der var dengang. Det har jeg fået, og nu er det tid til at jeg fuldstændig helliger mig min opgave som formand Venstre, siger Jakob Ellemann-Jensen til TV 2.


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Politik.