Ekspertgruppe: Mange butikker kan åbne, mens afgangselever i dele af landet kan vende tilbage

- Vores indstilling er selvfølgelig, vi skal åbne det her samfund op så meget, som det er muligt, siger Magnus Heunicke.

Det er en delvis genåbning, ekspertgruppen foreslår.
Det er en delvis genåbning, ekspertgruppen foreslår.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Butikker op til 5.000 kvadratmeter og udendørs aktiviteter kan genåbne, og afgangselever i Nordjylland, Vestjylland og på Bornholm kan komme tilbage i skole.

Sådan lyder konklusionen fra den ekspertgruppe, der har regnet på, hvordan smitten vil udvikle sig, hvis restriktionerne lempes.

Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Vores indstilling er selvfølgelig, vi skal åbne det her samfund op så meget, som det er muligt, siger han.

En belastning, der kan håndteres

Ekspertgruppen vurderer, at der er plads til en gradvis åbning i løbet af de kommende uger.

I beregningerne står der, at en national åbning af udvalgsvarerbutikker og af udendørs idræt- og foreningsaktiviteter "forventes at medføre en belastning af sygehuskapaciteten, som vil kunne håndteres."

Om skoleeleverne er vurderingen, at man ikke kan åbne på nationalt plan, og derfor bliver det i Nordjylland, Vestjylland og på Bornholm, hvor smitten med den britiske coronavariant er mindst, at man igen kan komme i skole.

- Vi er nødt til at tage uddannelsesområdet i nogle etaper regionalt. Hvis det går, som vi håber, kan man gradvist tage de næste landsdele. Men vi skal være hurtige til at lukke ned igen, siger Magnus Heunicke.

Stor kommende stigning

Beregningerne er her til aften blevet sendt til Folketingets partier, og i mailen fra Sundhedsministeriet står der, at der vil ske en stor stigning i antallet af indlagte.

- Regeringen noterer sig, at Indsatsgruppens, herunder sundhedsmyndighedernes, anbefaling vedrørende gradvis og geografisk genåbning til og med påske skønnes at indebære, at der medio april vil være samlet set ca. 870 indlagte med covid-19, som følge af den foreslåede nationale genåbning, der er vurderet af den matematiske modelgruppe, samt den foreslåede geografiske genåbning, står der i mailen.