Ekspert vurderer: Her er de bedste, de værste og de mest interessante modstandere for FCM

FC Midtjylland er i fjerde seedningslag, når Champions League-grupperne dannes. Få overblikket over mulige modstandere her.

FC Midtjyllands Alexander Scholz scorer på starffespark til 2-1 i Champions League playoff kvalifikationskampen FC Midtjylland mod Slavia Prag på MCH Arena i Herning, onsdag den 30. september 2020.
FC Midtjyllands Alexander Scholz scorer på starffespark til 2-1 i Champions League playoff kvalifikationskampen FC Midtjylland mod Slavia Prag på MCH Arena i Herning, onsdag den 30. september 2020.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Når der på torsdag trækkes lod til Champions League-gruppespillet, står der for første gang "FC Midtjylland (DEN)" på én af sedlerne.

Med 4-1-sejren over Slavia Prag sikrede de danske mestre sig onsdag aften store kampe og mange millioner på klubkontoen.

Ikke overraskende er de danske debutanter i fjerde seedningslag og kan dermed se frem til de stærkeste modstandere i verden. Få overblikket over de mulige puljer herunder, mens du i bunden af artiklen kan se fodboldkommentator Flemming Tofts bud på den bedste, den værste og den mest interessante gruppe for FC Midtjylland.

Seedningslag 1:

  • Bayern München, Tyskland
  • Sevilla, Spanien
  • Real Madrid, Spanien
  • Liverpool, England
  • Juventus, Italien
  • Paris Saint-Germain, Frankrig
  • Zenit, Rusland
  • Porto, Portugal

Seedningslag 2:

  • Barcelona, Spanien
  • Atlético Madrid, Spanien
  • Manchester City, England
  • Manchester United, England
  • Shakhtar Donetsk, Ukraine
  • Borussia Dortmund, Tyskland
  • Chelsea, England
  • Ajax, Holland

Seedningslag 3:

  • Dynamo Kiev, Ukraine
  • Red Bull Salzburg,
  • RB Leipzig, Tyskland
  • Inter, Italien
  • Olympiakos, Grækenland
  • Lazio, Italien
  • Krasnodar, Rusland
  • Atalanta, Italien

Seedningslag 4:

  • FC Midtjylland, Danmark
  • Lokomotiv Moskva, Rusland
  • Marseille, Frankrig
  • Club Brugge, Belgien
  • Borussia Mönchengladbach, Tyskland
  • Istanbul Basaksehir, Tyrkiet
  • Rennes, Frankrig
  • Ferencvaros, Ungarn

Der trækkes lod til gruppespillet torsdag klokken 17 i Geneve.

Bedste, værste og mest interessante gruppe

Holdene i FC Midtjyllands seedningslag kan næsten ikke undgå at trække en international topklub, og muligheden for en decideret skrækpulje er bestemt til stede - ligesom da Brøndby trak de senere finalister Manchester United og Bayern München samt FC Barcelona i 1998.

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft udpeger herunder den bedste, den værste og den mest interessante pulje for FC Midtjylland. Grupperne er prioriteret sportsligt og oplevelsesmæssigt: Hvor er der chancer for FC Midtjylland? Hvor ser det umuligt ud? Og hvad er mest attraktivt?

Tidligere har det fremgået af UEFA's hjemmeside, at hold fra Ukraine og Rusland ikke kan parres i gruppespillet grundet de to landes politiske situation. Dette fremgår ikke af UEFA's hjemmeside i år.

Bedste lodtrækning sportsligt set

  • Zenit (Rusland)
  • Shakhtar Donetsk (Ukraine)
  • Olympiakos (Grækenland)
  • FC Midtjylland (Danmark)

- Det er alle svære modstandere, ikke mindst på grund af de besværlige rejser og fremmede forhold, men det denne gruppe, der ser mest overkommelig ud chancemæssigt, siger Flemming Toft.

Værste lodtrækning sportsligt set

  • Bayern München (Tyskland),
  • Manchester City (England),
  • Dynamo Kiev (Ukraine)
  • FC Midtjylland (Danmark)

- Tre storklubber med nogle af verdens bedste fodboldspillere og store meritter. Når jeg har taget Dynamo Kiev med, så er det fordi de har en international stor rutine, og det er noget særligt at spille i Ukraine, forklarer Toft.

Den mest attraktive gruppe

  • Liverpool (England)
  • FC Barcelona (Spanien)
  • Inter (Italien)
  • FC Midtjylland (Danmark)

- Tager vi den sidste, så vil Sadio Mané, Lionel Messi og Christian Eriksen i det sene efterår tage plads på MCH Arena. Det vil gøre det midtjyske til stjerne-orkanens øje. Det kan simpelthen ikke blive større - heller ikke smilet hos direktør Claus Steinlein, slutter Flemming Toft.