Efter kold morgen venter en pæn tirsdag

Vær opmærksom på glatte veje fra morgenstunden.

Kombinationen af relativ kold luft og klart vejr, giver lave temperaturer.
Kombinationen af relativ kold luft og klart vejr, giver lave temperaturer.
Foto: Kristian Djurhuus / Ritzau Scanpix

Tirsdag er kommet koldt fra start med temperaturer, der er faldet til minus 7,5 grader i Horsens i Østjylland.

Det er kombinationen af relativt kold luft og klart vejr, der er årsag til de lave temperaturer tirsdag morgen, og i langt størstedelen af Danmark er der temperaturer under frysepunktet. Kun ved enkelte kyststationer, hvor man mærker havets opvarmende effekt, har temperaturen været over frysepunktet hele natten igennem.

Vær opmærksom på glatte veje

Det kolde vejr giver dog anledning til risiko for rim- og isglatte veje mange steder i landet. Især de isglatte veje kan være lumske, da det ikke altid er let at se, hvor vejen er isbelagt.


Laveste temperaturer tirsdag morgen. Kun ved enkelte kyststationer har der været positive temperaturer hele natten.
Laveste temperaturer tirsdag morgen. Kun ved enkelte kyststationer har der været positive temperaturer hele natten.
Foto: tv2.dk

Derudover er der dannet rimtåge flere steder, og udover nedsat sigtbarhed som følge af rimtågen, kan rim, der er afsat på overflader, også bidrage til glatføre.

Derfor er det en ekstra god idé at køre forsigtigt her til morgen.

En pæn tirsdag forude

Der venter os til gengæld en pæn tirsdag, hvor langt de fleste vil få solen at se. Der vil ikke være tale om sol fra en skyfri himmel, men i lange perioder vil man kunne nyde solskin og opleve, at det føles meget lyst udenfor.

Tirsdag byder på nogen sol i hele landet og kun helt lokalt er der mulighed for en enkelt slud- eller snebyge.
Tirsdag byder på nogen sol i hele landet og kun helt lokalt er der mulighed for en enkelt slud- eller snebyge.
Foto: TV2 Vejret.

Temperaturerne stiger langsomt, og når op på mellem én og fire graders varme i eftermiddag. Det bliver lunest i den vestlige del af Jylland, hvor mildere luft fra Nordsøen blæser ind over land.

Lokalt kan der dannes enkelte slud- og snebyger i løbet af dagen, men det vil være langt de færreste, der vil opleve det. Til gengæld venter der mere vintervejr forude - og allerede onsdag kan der komme slud og sne mange steder.