Efter det første døgn med nye regler - mindst 102 danskere fik klip i kørekortet

Færdselslovener ændret, og det har danskere over hele landet allerede mærket.

Tirsdag trådte nye regler i kraft om mobiltelefoner under kørsel.
Tirsdag trådte nye regler i kraft om mobiltelefoner under kørsel.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Tirsdag trådte nye færdselsregler i kraft på de danske veje.

De betyder, at bilister nu får klip i kørekortet, når de gør brug af håndholdt mobiltelefon og andre kommunikationsapparater under kørsel. Ud over klippet, kan bilisterne også se frem til en bøde på 1500 kroner, samt en ekstra bøde på 500 kroner til Offerfonden.

Det sker som led i en ændring af færdselsloven, som et enigt Folketing vedtog i slutningen af 2018.

Forbuddet mod at bruge håndholdt mobiltelefon og andre kommunikationsapparater gælder i øvrigt for alle førere af køretøjer; herunder også cyklister og førere af motoriserede løbehjul.

I løbet af det første døgn med de nye færdselsregler er det blevet til 102 klip i kørekortet, oplyser Rigspolitiet onsdag. Derudover har enkelte kredse efterfølgende udstedt yderligere bøder. Få overblikket nedenfor:

  • Nordjyllands Politi: To bøder
  • Østjyllands Politi: 12 bøder. Til TV 2 oplyser Østjyllands Politi, at der er udstedt yderligere tre bøder, så der i alt er tale om 15 bøder.
  • Midt- og Vestjyllands Politi: 10 bøder
  • Sydøstjyllands Politi: 13 bøder
  • Syd- og Sønderjyllands Politi: 10 bøder
  • Fyns Politi: To bøder. Til TV 2 har Fyns Politi oplyst, at at der er indkommet yderligere to bøder onsdag morgen. Tirsdagens to bøder blev udstedt, da to bilister trak mobiltelefonerne frem og filmede et hamonikasammenstød, hvor tre biler var involveret på Den Fynske Motorvej E20 i vestgående retning kort før Ejby. Ingen kom alvorligt til skade.
  • Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi: Fire bøder
  • Midt- og Vestsjællands Politi: Syv bøder
  • Nordsjællands Politi: Fire bøder. Til TV 2 oplyser Nordsjællands Politi, at der er udstedt yderligere tre klip i kørekort, så der i alt er tale om syv.
  • Københavns Vestegns Politi: 11 bøder
  • Københavns Politi: 25 bøder
  • Bornholms Politi: 2 bøder
0:25
Se video: Mobilsnak giver nu klip i kørekortet