Derfor er store bededag mere interessant for regeringen end andre helligdage

I grundloven står, at regeringen ikke må afskaffe en helligdag, hvis det ”strider mod den evangelisk-lutherske lære”. Biskopper føler sig kørt over.

Kirkeminister Louise Schack Elholm (V) forklarer, hvorfor store bededag er en af de mest oplagte helligdage at afskaffe.
Kirkeminister Louise Schack Elholm (V) forklarer, hvorfor store bededag er en af de mest oplagte helligdage at afskaffe.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den er blevet udråbt til at være en vigtig dag i den kristne tro samt en stor dag for konfirmander.

Men alligevel tyder meget på, at det er store bededag – og ikke en af de mange andre helligdage - som regeringen vil fjerne for at få flere penge i statskassen.

Og det hænger blandt andet sammen med, at store bededag ikke er en helt så central del af den danske folkekirke, som eksempelvis påske og Kristi himmelfartsdag, forklarer kirkeminister Louise Schack Elholm (V) i et interview med TV 2 tirsdag.

- Påsken har en helt særlig betydning. Det er de største helligdage i vores tro. Ligeledes er det klart, hvornår Kristus genopstod, så der er mange ting, der lægger fuldstændig fast. På samme måde er det ikke med store bededag, siger Louise Schack Elholm og forklarer, at store bededag er en samling af forskellige katolske helligdage foretaget sidst i 1600-tallet.

- Den har ikke det samme ophæng i højtiderne, tilføjer kirkeministeren fra Venstre.

Konflikt med grundloven?

Af et folketingsvar fra Justitsministeriet i 2012 fremgår det, at en helligdag ikke må afskaffes eller flyttes, hvis det ”strider mod den evangelisk-lutherske lære”.

Spørgsmålet er derfor, om det er grundlovsstridigt at afskaffe store bededag.

Louise Schack Elholm forklarer, at Kirkeministeriet har foretaget en vurdering, og her er ministeriet ikke i tvivl om, at regeringen ikke er på kollisionskurs med grundloven.

- Der er nogle rammer, som gør, at vi godt kan gøre det her. Men man skal passe på, hvornår man gør det, og man skal gøre det meget skønsomt, siger kirkeministeren og fortsætter:

- Vi har lavet en vurdering af, hvor vi mener, det gør mindst ondt, og det lægger til grund for, hvad vi beslutter fremadrettet, siger Louise Schack Elholm og tilføjer, at det dog ikke ligger 100 procent fast, at det nødvendigvis bliver store bededag.

Meget tyder dog på det.

SVM-regeringen har bebudet, at danskerne står til at miste en helligdag.
SVM-regeringen har bebudet, at danskerne står til at miste en helligdag.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Bekendt med utilfredse biskopper

Louise Schack Elholm fortæller, at Kirkeministeriet i sin vurdering også har inddraget en højesteretsdom fra 2010’erne, som ifølge kirkeministeren også giver grønt lys til en afskaffelse.

Da TV 2 spørger, om det kun er embedsfolk, eller om biskopper også har været med til at vurdere, om en afskaffelse af store bededag ”strider mod den evangelisk-lutherske lære”, lader Louise Schack Elholm forstå, at biskopper ikke har haft nævneværdig indflydelse på vurderingen.

- Jeg har selvfølgelig lyttet til biskopperne og noteret, at de ikke ønsker helligdagen afskaffet, men det er desværre nødvendigt at afskaffe en helligdag, siger hun.

Biskop trækker tråde til enevælden

Til Jyllands-Posten siger en række biskopper tirsdag, at de er voldsomt utilfredse med regeringens planer. Flere af dem føler sig kørt over af regeringen.

Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop i Aalborg Stift, mener ligefrem, at regeringen bryder med forståelsen i grundloven ved ikke at inddrage biskopperne.

- Selv under Enevælden skete en afskaffelse af helligdage i samarbejde mellem kongen og biskopperne. I 300 år har traditionen været, at vi taler sammen og finder frem til en løsning, siger biskoppen til Jyllands-Posten.

Kirkeministeren siger, at hun forstår ”frustrationerne”, og at hun ”lytter til bekymringerne”. Det lader dog ikke til at påvirke beslutningen.

Viser det ikke, at I er blevet enerådige, præcis som I tidligere beskyldte den socialdemokratiske etpartiregering for at være?

- Det er bestemt ikke vores intension at være enerådig.

Hvad så med enevældig?

- Heller ikke enevældig.

Regeringen forventes snart at præsentere sit bud på, hvordan den vil afskaffe en helligdag.