Derfor blev Øris sendt hjem fra EM

Torsdag kom det frem, at VM-guldvinderen fra 2019 Nikolaj Øris var blevet siet fra til EM. Nu forklarer Henrik Kronborg, hvorfor valget faldt på ham.

Nikolaj Øris fik to dage før EM beskeden om, at han ikke bliver en del af den endelige trup.
Nikolaj Øris fik to dage før EM beskeden om, at han ikke bliver en del af den endelige trup.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Der er plads til 16 spillere på Danmarks holdkort, når de skal spille mod Island lørdag aften ved EM.

Torsdag var der 20 spillere i betragtning. Det tal er nu nede på 19, efter landstræner Nikolaj Jacobsen og assistenttræner Henrik Kronborg besluttede at sende Nikolaj Øris hjem.

Nu forklarer Henrik Kronborg til TV 2 SPORT, hvorfor bagspilleren fra Bjerringbro-Silkeborg blev frasorteret.

- Det har været rigtig svært. Vi har haft mange spillere, der har gjort det ufattelig godt til træning og i kampene i Frankrig til Golden League, siger han og uddyber:

- Men beslutningen har været lidt ud fra nogle defensive kvaliteter hos andre spillere, som vi gerne ville have. Og vi får brug for rigtig mange spillere, der er dygtige i mand-mand-spillet i den offensive del. Derfor blev valget, som det blev.

Nikolaj Øris var sammen med Niclas Kirkeløkke en venstrehåndet mulighed på høje back-positionen. Men da Danmark ofte spiller med højrehåndede spillere på højre back, havde flere eksperter peget på, at der ikke var plads til både Øris og Kirkeløkke.

Og TV 2 SPORTs håndboldekspert Daniel Svensson ser heller ikke beslutningen om at udelade Øris som et decideret fravalg.

- Jeg ser det nærmere som et tilvalg af de andre kvaliteter. Lasse Andersson har spillet godt defensivt, og de to mand-mand-spillere Jacob Holm og Michael Damgaard har været fremragende i Golden League. Så jeg vælger bare at se det således, at han er blevet overhalet af spillere, der præsterer på et rigtig højt niveau.

Henrik Kronborg fortæller også, at det var Nikolaj Jacobsen, der skulle videregive den kedelige nyhed. Ifølge hans ord tog Øris det dog fint, og Kronborg vil heller ikke udelukke, at Øris kan blive aktuel senere hen i slutrunden.

Tvivl om, hvem der spiller lørdag

Fravalget af Øris kan dog ikke få resten af truppen til at ånde lettet op.

0:40
Se dette tv-indslag fra 2019 om, da de tre lokale VM-helte Nikolaj Øris, Nikolaj Markussen og Johan Hansen vendte hjem til deres faste base i håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg.

Der er nemlig stadig tre spillere, der ikke bliver en del af holdkortet mod Island. Og hvem, der bliver en del af truppen, er stadig et mysterium, da landsholdet er hårdt ramt af skader.

Assistenttræneren Henrik Kronborg fortæller, at beslutningen bliver truffet fredag aften, når landsholdet har haft den sidste træning i Malmö.

- Lasse Svan er et godt stykke fra at kunne spille. Det må man bare sige. Men både Magnus Landin og Rasmus Lauge er i klar bedring, men der er stadig lidt tvivl om, hvordan det kommer til at se ud på lørdag mod Island, siger han til TV 2 SPORT.

Fredag aften skal trænerteamet aflevere en liste med 15 navne, der bliver indskrevet til EM. Den sidste plads skal offentliggøres lørdag morgen klokken 9, medmindre landsholdet vælger ikke at sætte navn på den 16. mand inden kampen mod Island.

Danmark spiller lørdag klokken 18.15, og du kan se kampen på TV 2 og TV 2 PLAY.