Danskerne får flere penge mellem hænderne

Danskerne kan i år se frem til en "nemmere hverdag, en sjovere hverdag og en sikrere hverdag", fortæller forbrugerøkonom.

Danskerne kan se frem til et år med flere penge mellem hænderne.
Danskerne kan se frem til et år med flere penge mellem hænderne.
Foto: Brian Bergmann/Scanpix

Danskerne kan se frem til flere penge på kontoen i 2018. Det viser beregninger, som Danske Bank har foretaget.

Eksempelvis vil en helt almindelig familie med to årsindtægter på henholdsvis 400.000 kroner og 350.000 kroner få over 10.000 kroner ekstra efter skat til at forsøde tilværelsen med i år sammenlignet med 2017.

Årsagen til de flere penge mellem hænderne skyldes først og fremmest, at danskernes løn gennemsnitligt ventes at stige med 2,1 procent i år. Derudover er beskæftigelsesfradraget steget fra 30.000 kroner til 33.300 kroner, ligesom personfradraget også er steget fra 45.000 kroner i 2017 til nu 46.000 kroner.

- Det går rigtig godt på rigtig mange områder, og det er det, danskerne kommer til at mærke. Lønningerne er steget mere end priserne på varer og services, og det har gjort, at vi har flere penge mellem hænderne, siger Las Olsen, som er cheføkonom i Danske Bank, til TV 2.

Topskatteyder får den største gevinst

Derudover er der flere årsager til, at de fleste familier vil opleve at få flere penge om måneden på deres konto, siger Las Olsen.

Den største gevinst går til dem, der betaler topskat. 

Udover den gennemsnitlige lønstigning på 2,1 procent og en forhøjelse af beskæftigelses- og personfradraget får de kontant også glæde af, at topskattegrænsen rykkes knap 20.000 kroner op fra 479.600 i 2017 til 498.900 kroner i år.

Det betyder, at en familie med to høje indkomster vil have 19.055 kroner mere til sig selv efter skat i år end i 2017.

- Der er ikke mange skyer, der tegner sig i horisonten, siger Las Olsen.

Flere penge giver en nemmere hverdag

Ifølge forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen kan danskerne i år se frem til en "nemmere hverdag, en sjovere hverdag og en sikrere hverdag".

- I forbruget betyder det små, billige biler, der er nemme i drift, og flere rejser, fordi det er sjovt. Vi vil spise mere ude og forkæle os selv. Vi vil købe mere mad, som vi ikke selv behøver at lave. Vi vil købe mere ind på nettet, og så vil flere danskere få sig en tyverialarm. For vores boligjobordning lægger op til, at man kan få fradrag for at få sat sådan en op, siger hun til TV 2.

Samtidig tilføjer Las Olsen, at det også har betydning for danskernes privatøkonomi, at det er blevet lettere at få et job, at huspriserne stiger, og at der for tiden er meget lave renter.

- Det giver en meget stor besparelse til husholdninger.

Alle får gavn af god økonomi

Når danskerne kan se, det går godt i samfundet, og at ledighedskøen bliver kortere og kortere, får de lidt mere økonomisk selvtillid, forklarer Ann Lehmann Erichsen:

- Det gør, at vi bruger lidt flere penge af det vi tjener, frem for at spare så meget op, som vi har set de senere år. Så alle har sådan set gavn af, at økonomien har det rigtig godt lige nu.

Dog er det ifølge Per Hansen en stakket frist. Allerede i USA er renterne, som giver den gode økonomi herhjemme, begyndt at stige.

- Det kommer også til at ske herhjemme. Vi er på vej ind i en situation, hvor renterne langsomt, men sikkert, skal stige.