Danske NHL-stjerner er mentorer for unge spillere: - Det er lidt surrealistisk

Frans Nielsen og Frederik Andersen giver tilbage til deres barndomsklub, Herning, ved at give gode råd til klubbens talenter.

Frederik Andersen (tv) og Frans Nielsen er to af flere stjernespillere, der nu er mentor for unge talenter i Herning Ishockey Klub.
Frederik Andersen (tv) og Frans Nielsen er to af flere stjernespillere, der nu er mentor for unge talenter i Herning Ishockey Klub.
Foto: Claus Andersen/Stephen R. Sylvanie / Ritzau Scanpix

I dag er de velvoksne stjerner på den anden side af Atlanten i verdens bedste ishockeyliga. Men for mange år siden startede det hele på den lokale, tilfrossede andedam i Herning for Frederik Andersen og Frans Nielsen i daværende børnestørrelse. Og hurtigt derefter også i byens ishockeyklub.

Der, hvor det hele begyndte, har hverken NHL-duoen eller bysbørnene Peter Regin, Nicklas Jensen og Mads Christensen glemt. De fem udlandsprofessionelle er mentorer for udvalgte ungdomsspillere i Herning.

- Først og fremmest vil man jo gerne betale lidt tilbage til Herning Ishockey Klub, og det her er en let måde at gøre det på. Jeg synes, det er en fed idé og vil gerne hjælpe, fortæller Frans Nielsen til TV 2 SPORT over den Skype-forbindelse, hvor han en gang om måneden taler en halv times tid med et par talenter fra hjemegnen.

'Surrealistisk'

Ishockeyspilleren Frans Nielsen blev som den første dansker nogensinde i NHL's historie udnævnt til All-Star-spiller i 2017.
Ishockeyspilleren Frans Nielsen blev som den første dansker nogensinde i NHL's historie udnævnt til All-Star-spiller i 2017.

En af de spillere, der har glæde af Frans Nielsens mere end 12 år i NHL, er 18-årige Jeppe Pyndt.

Han er nærmest benovet over at få gode råd fra den dansker, der ikke blot var den første til at spille i NHL, men også har nået flest kampe 'over there'.

- Det er lidt surrealistisk. Han har altid været en stor rollemodel, som jeg har set op til. Han er en af de bedste, der har været i dansk ishockey, hvis ikke den bedste.

- Det er lidt vildt at tænke over, at han er min mentor. Jeg har stor respekt for, at han vil gøre det for mig og vil hjælpe mig, siger Pyndt, der udover Herning Blue Fox' ungdomshold også er en del af det danske U20-landshold.

Landsholdsanførerens idé

Idéen til mentorordningen fik landsholdsanfører Peter Regin sammen med Blue Fox' sportschef, Martin Struzinski, der gerne ville ruste klubbens talenter til fremtidens udfordringer.

Og indtil videre fungerer det glimrende.

- Nogle af dem har udvekslet telefonnumre. Og målmændene sender videoklip til Frederik Andersen med deres kampe, som de får feedback på. Det er fantastisk at stjernerne vil give tilbage til klubben og de her unge mennesker, siger Martin Struzinski og fortsætter:

- Vi håber, at det giver dem ekstra motivation til at rykke sig inden på isen. Vi vil jo gerne udvikle de unge til førsteholdet og på sigt måske til udlandet.

Sportschefen pointerer, at de unge spillere også får daglig coaching af deres trænere, men at ordene fra idolerne nok betyder ekstra meget.

Det passer godt overens med Jeppe Pyndts opfattelse af ordningen efter blot en enkelt samtale med Frans Nielsen.

- Han har jo enorm erfaring og kan hjælpe en så meget. Det giver mig nogle værktøjer – både til det ishockeymæssige, men også mentalt - til hvordan man skal håndtere førsteholdsdebut eller skadesperioder, siger Pyndt.

Spurgte selv de ældre spillere til råds

Og det er ikke blot gode råd, som Detroit Red Wings-profilen bidrager med til de unge spillere.

- Det er ligesom at have et Google indenfor ishockey. Jeg kan spørge ham om næsten alt, og så har han svar på det. Han har selv prøvet det før, og han ved, hvad der skal til for at komme til tops. Det er en stor hjælp og giver mig noget ro, siger Jeppe Pyndt.

Inden hver Skype-session forbereder han spørgsmålene til NHL-stjernen. Lektier, som er langt sjovere end dem i skolen.

Og Frans Nielsen svarer med glæde på de mange spørgsmål. Han kan selv huske, hvordan det var at være ung og ønskede en masse svar.

- Jeg ved, hvor meget det har betydet at have ældre spillere i omklædningsrummet, som man kan komme til med spørgsmål. Det har jeg også gjort selv her i NHL.

- Forhåbentlig har jeg en masse erfaringer, som de kan bruge – både gode og dårlige. Når man sidder og snakker hockey med dem og besvarer deres spørgsmål, bliver man mindet om én selv i den alder, siger 35-årige Nielsen.

Landsholdsspilleren skiftede i en ung alder til svenske Malmö og nåede at repræsentere Herning Blue Fox på seniorniveau med et dansk mesterskab i 2001. Han føler, han har meget at takke sin lokale ishockeyklub for og er glad for at kunne give tilbage på den her måde.

Til glæde for både talenterne og ham selv.

- Man bliver mindet om, hvorfor man spillede hockey i deres alder. Dengang det bare var en hobby og for sjov. Det er vigtigt at huske på, for det kan være svært at spille, hvis man ikke holder fast i den glæde, siger Frans Nielsen.