Danske forskere udvikler ny coronatest - har brug for hjælp fra tidligere smittede

Forskerne håber, at deres antistoftest kan være med til at skabe et bedre overblik over, hvor mange danskere der smittes.

20200402-160921-l_40mb.jpg
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Den seneste halvanden måned har et hold danske forskere på Rigshospitalet i København arbejdet nærmest i døgndrift for at nå i mål.

Nu er de der næsten: En test udviklet i Danmark, der kan påvise, om kroppen har dannet antistoffer mod den nye coronavirus - altså om man har været smittet eller ej.

Lignende test produceres allerede i udlandet, men som TV 2 tidligere har fortalt, har der været udfordringer - blandt andet med svingende kvalitet og manglende leverancer. Derfor ser forskerne på Rigshospitalet et behov for en test, der er udviklet i Danmark og kan produceres i Danmark.

- Vi er meget tilfredse med at være nået så langt. Vi har ikke opfundet den dybe tallerken, men vi har lavet en test, der sikrer, at vi kan undgå forsyningsudfordringer, og som er valideret her i landet, siger lederen af projektet, Peter Garred, der er professor i klinisk immunologi på Rigshospitalet.

For at blive færdige med testen efterlyser forskerne nu danskere, der tidligere har testet positive for covid-19, og som ønsker at afgive en blodprøve.

Kan produceres i stor skala

Mandag løftede regeringen sløret for en national teststrategi, der indebærer, at langt flere danskere skal testes for den nye coronavirus.

Først og fremmest skal tusindvis af borgere testes for, om de er smittet med virus her og nu, men samtidig ønsker myndighederne også at teste en større del af befolkningen for, hvor mange der tidligere har været smittet.

Det er her, Peter Garred og hans hold af cirka ti forskere kan komme ind i billedet. For tester man positiv for antistoffer betyder det, at man har været smittet med coronavirus, og det er vigtig viden for sundhedsmyndighederne.

Forskerne benytter en såkaldt ELISA-plade, hvor prøverne lægges i for at teste for antistoffer.
Forskerne benytter en såkaldt ELISA-plade, hvor prøverne lægges i for at teste for antistoffer.
Foto: Rigshospitalet

I et større perspektiv kan det nemlig give et bedre overblik over smittespredningen i befolkningen og dermed epidemiens udvikling. Et overblik, der er væsentligt for beslutningerne om, hvor hurtigt Danmark kan genåbnes.

- Det, vi tilbyder, er en test, som vi kender alle elementer af, og som kan produceres i stor skala i Danmark. Samtidig kan den nemt justeres i tilfælde af, at virus for eksempel muterer, fortæller Peter Garred med henvisning til, at virus ser ud til at ændre sig løbende.

Kontakt forskerne, hvis du har været smittet

Allerede nu har forskerne lavet forsøg med den nye test på indlagte covid-19-patienter med gode resultater til følge.

Men for at være helt sikre på testens følsomhed - hvor lavt et antistofniveau den kan måle - skal Peter Garred og hans hold nu bruge omkring 200 testpersoner.

- Før vi begynder at tilbyde testen, vil vi gerne have så stort et erfaringsgrundlag som muligt. Til det har vi brug for, at folk melder sig frivilligt til at afgive en blodprøve, siger han.

Testpersonerne skal alle tidligere være testet positive for covid-19 i en såkaldt PCR-test, men om de har haft symptomer eller ej, betyder ikke noget.

- Vi er også meget interesserede i at teste blod fra personer med milde eller ingen symptomer, fordi meget tyder på, at de danner færre antistoffer. Vi vi vil gerne vide, hvor lille en mængde antistoffer vores test kan opfange, siger Peter Garred.

Blodprøverne skal foretages på Rigshospitalet fra 28. april og to uger frem. Skulle man være interesseret i at hjælpe forskerne, kan man fra torsdag 23. april kontakte dem via Rigshospitalets hjemmeside.

Forsker: Danmark kan løbe tør for tests

De danske sundhedsmyndigheder har i øjeblikket ikke overblik over, hvor mange danskere, der har været smittet med coronavirus, og derfor er der allerede iværksat flere projekter med test af antistoffer.

Således testes landets bloddonorer i øjeblikket for antistoffer, og foreløbigt viser det sig, at cirka tre procent af donorerne i hovedstadsområdet har været smittet.

I sidste uge begyndte Region Hovedstaden desuden at tilbyde antistoftest til alle ansatte med patientkontakt, og de foreløbige resultater peger på, at smitteudbredelsen blandt sundhedspersonalet ikke er væsentligt højere end blandt bloddonorerne. Disse test udføres med testkits fra Kina.

Hvilke grupper af befolkningen, der i fremtiden skal testes for antistoffer, står ikke klart beskrevet i regeringens udspil til den nationale teststrategi.

Hvorvidt den nye test ender med at blive en del af den nationale teststrategi, ved Peter Garred ikke på nuværende tidspunkt.

- Men hvis man ønsker at bruge den, er vi snart klar, siger han.

Samtidig påpeger han, at Danmark på grund den store internationale efterspørgsel på tests risikerer at løbe tør.

- Derfor mener vi, det er vigtigt at sikre forsyningen med en danskproduceret test.

Udviklingen af den nye test, der er finansieret af Carlsbergfondet, begyndte i marts, og er et samarbejde mellem Rigshospitalet, Københavns Universitet og medicinalvirksomheden Novo Nordisk.